Video : Tipsbladet
Superliga

Afliver Superliga-profils januarskifte

Chefen vil ikke have, at han skifter klub til januar.

Magnus Kofod Andersen efterlod et hul på FC Nordsjællands midtbane i sommer, men det har Jacob Steen Christensen på suveræn vis udfyldt.

Midtbanespilleren har været længe undervejs i FC Nordsjælland, men makkerskabet med Mads Bidstrup på den centrale del af banen har givet ham sit klart største gennembrud.

Derfor har udenlandske klubber også fået øjnene op for midtbanespillerens talent. Først og fremmest har Panathinaikos siden i sommer været en stor beundrer af Steen Christensen. Gentagne gange i løbet af foråret har græske medier meldt om en stadig voksende interesse, men det bliver ikke til noget januarskifte.

Sådan lyder meldingen fra FC Nordsjællands sportschef, Jan Laursen, til Tipsbladet.

- Han skal ikke nogen steder nu. Han er vigtig for vores trup, har været med os i mange år og brænder for at lave en god sæson med holdet, så det er en positiv snak.

I sommer forsøgte Panathinaikos at hente Jacob Steen Christensen i de sidste timer af det græske transfervindue, som lukker efter det danske, hvorfor man i FCN ikke kunne hente en afløser.

Derfor afviste man også buddet, som ifølge græske medier lød på 15 millioner kroner, fra førerholdet i Grækenland. Jacob Steen Christensen har kontraktudløb med FC Nordsjælland til sommer.

Derfor kan han frit forhandle med en ny klub efter årsskiftet. Jan Laursen slog dog overfor Tipsbladet fast, at man har nogle kontraktsituationer, som man skal kigge nærmere på nu. En af dem kunne godt være Steen Christensen.

Han har i hvert fald været en vigtig brik for Flemming Pedersens velsmurte maskine i løbet af efteråret. 16 gange har han startet for Superligaens førerhold i denne sæson.