Video : Tipsbladet
Superliga

Accepterer rekordbud på Conrad Harder

Der er i den grad rift om FC Nordsjællands Conrad Harder denne fredag, hvor der er transferdeadline i England, Spanien og Frankrig.

Tipsbladet kunne torsdag aften fortælle, at der er endog meget seriøs interesse fra Portugals mesterhold Sporting Clube og fra Premier League-klubben Brighton & Hove Albion for Conrad Harder.

Selv om det blot er en uge siden, Harder forlængede sin kontrakt i FC Nordsjælland, er interessen nu så stor, at prisen på Harder har ramt Ibrahim Osman-lejet omkring 150 millioner kroner.

Brighton har tilbudt FC Nordsjælland en beløb i den størrelsesorden, hvilket vil være en rekord for et salg af en dansk spiller fra Superligaen, og det tilbud er ifølge Tipsbladets oplysninger blevet accepteret.

Det var også Brighton, der købte Ibrahim Osman i en handel, der gik igennem i begyndelsen af februar, og nu kan det nære forhold mellem klubberne altså igen give pote for begge parter, hvis handlen ellers bliver virkelighed i løbet af i dag, hvor der er transferdeadline i Premier League henne under midnat.

Sporting Clube har været meget interesseret og er ifølge Tipsbladets oplysninger gået fra at ville Harder med effekt fra sommeren 2025 til, at man vil hente den 19-årige dansker nu.

Sporting råder i forvejen over Morten Hjulmand, der er ny anfører i denne sæson, og portugiserne er interesserede, også selv om Sportings superstjerne Viktor Gyökeres ifølge meldingerne fra Lissabon ikke skal nogen steder denne sommer med udsigten til otte ligakampe i Champions League og et titelforsvar hjemme i Portugal.

Conrad Harder (i midten) har ikke voldsomt mange kampe i Superligaen, mens talentspejderne og data-rapporterne på den 19-årige danskers potentiale lokker nu store tilbud ud af udlandet. Foto: Alamy

Portugals transferdeadline er i modsætning til tidligere år og FIFA's oplysninger blevet rykket, så det nu ligger samtidig med Superligaens midnat mellem mandag og tirsdag i næste uge.

Italienske og tyske klubber var ifølge Tipsbladets oplysninger på banen tidligere i transfervinduet, hvor buddene ikke nåede nær samme højde, og FC Nordsjælland har ikke haft et ønske om at sælge forwarden, der er en vigtig brik i den kommende sæson, mens klubben med de ekstremt velhavende ejere ikke har brug for kontanter eller en bedre bundlinje i årsregnskabet efter salget af Osman.

Brighton-ejer Tony Bloom har et godt øje til FC Nordsjælland. Foto: Alamy

FC Nordsjælland og Brighton har fået et venskabeligt forhold, der tog fart efter Brightons køb af Simon Adingra, og blandt andre Right To Dream-grundlæggeren Tom Vernon, der er formand i FC Nordsjælland, og nu tidligere sportsdirektør Jan Laursen opbyggede gode relationer til Brighton-toppen, inklusiv Premier League-klubbens ejer Tony Bloom.

Læs her om tidligere Brighton-cheftræner Graham Potters visit i Farum

Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.

Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.