AC Horsens har hentet en gammel kending i form af Jacob Buus, der kommer til klubben efter halvandet år i Waasland-Beveren.
Det skriver AC Horsens på sin hjemmeside.
Højrebacken kommer på AC Horsens på en aftale frem til sommeren 2026.
- Der opstod en fantastisk mulighed for at tilknytte Jacob Buus igen, og den var vi ikke i tvivl om, at vi ville gribe, for han var en rigtig dygtig spiller og en profil for os, inden han blev solgt til Waasland-Beveren. Sportsligt og menneskeligt passer han perfekt ind i truppen, for han efterlever vores værdier på og uden for banen, og vi er både glade og stolte over, at han har valgt os som sin nye klub.
- Vi glæder os til at arbejde med ham igen, og forhåbentlig udvikler han sig yderligere i vores gode miljø, så han med tiden kan blive attraktiv for udlandet igen, siger Niels Erik Søndergård.
Selv siger Jacob Buus til Horsens' hjemmeside:
- Selvom jeg kun har tilbragt et år i AC Horsens, så føles det som at komme hjem igen. AC Horsens har rykket sig meget, siden jeg spillede her, og det ser virkelig spændende ud i denne sæson, hvor man spiller om at komme op i det sjove selskab. Jeg glæder mig til at blive en del af en stærk gruppe, og så glæder jeg mig til at spille foran mange tilskuere i 3F Superligaen, der er blevet meget mere seværdig og et godt udstillingsvindue. Timingen passer mig rigtig godt nu, og jeg glæder mig til at få ro på i vante omgivelser efter en turbulent tid i Belgien, hvor de seneste seks-otte måneder har været kaotiske. Nu glæder jeg mig til at komme tilbage til AC Horsens, hvor jeg ikke behøver en lang indkøringsfase og kan bidrage fra dag ét.
Jacob Buus, 25 år, har en fortid i OB, FC Fredericia og AC Horsens.