AC Horsens har endnu engang handlet i de lavere danske divisioner.
Superliga-klubben har før haft stor succes med at handle her, og det håber de på at få igen. Denne gang har de hentet den alsidige spiller Jacob Linnet fra Brabrand i 2. division. Det bekræfter de på sin hjemmeside.
Jacob Dyrborg Linnet har fået en kontrakt frem til årsskiftet, og cheftræner Bo Henriksen glæder sig til at se den 24-årige altmuligmand an.
- Jacob Linnet er en spændende spiller, som skal snuse lidt til tingene her i AC Horsens de kommende fem måneder, og vi glæder os til at se ham i et miljø, hvor niveauet er højere, end han har været vant til, fortæller Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.
Jacob Linnet glæder sig også selv over skiftet, og han håber på at få spilletid i efteråret.
- Det er lidt surrealistisk at skifte til AC Horsens. Det er den chance, jeg har brugt mange fodboldtimer på at opnå, og nu er den kommet. Det bliver rigtig fedt herfra, og nu gælder det om at arbejde hårdt. Ambitionen er at blive en del af førsteholdet og så forhåbentlig komme ind og få spilletid, for nu har jeg fået chancen, og så lugter jeg blod. Det kunne være fedt med superligaminutter inden årsskiftet, så jeg kan kalde mig rigtig superligaspiller, fortæller Jacob Linnet.
Han fortæller endvidere, at han i Brabrand har spillet alle position undtagen målmand, og han kalder sig selv for en ”arbejdshest”.