Michael Laudrup blev i 1981 kåret som Årets Unge Spiller i KB - som senere blev til FC København -, og i årenes løb har mange prominente navne modtaget prisen, der bærer navnet "Granen" og uddeles af FC Københavns moderklub. I sidste uge blev den atter uddelt, og denne gang gik den til en spiller, der næppe får ret mange klokker til at bimle.
18-årige Julian Kristoffersen kan således kalde sig Årets Unge Spiller i klubben, og det er en pris, han har modtaget, selv om han kun har spillet 14 minutters førsteholdsfodbold for løverne – dem fik han i et opgør mod FC Nordsjælland 20. marts i år. I angriberens hjemland, Norge, bliver Kristoffersen heller ikke ligefrem stoppet på gaden. Her er det fortsat talenterne Martin Samuelsen og ikke mindst Martin Ødegaard, der trækker overskrifterne.
En fodboldtilværelse i skyggen af profilerne passer dog den unge FCK-spiller aldeles godt.
- Jeg går måske lidt under radaren, men det er kun godt. Det er dejligt at arbejde i fred, siger Julian Kristoffersen til adressa.no.
Julian Kristoffersen kom til FC København for tre år siden, og han træner fast med A-truppen, selv om han primært spiller for reserveholdet og U19-holdet.
- Det går rigtig fint her. Jeg scorer rigtig mange mål – specielt for U-holdet. Desuden træner jeg fast med A-holdet, og jeg føler, jeg gør det godt der, lyder det fra modtageren af 'Granen'.
Julian Kristoffersen har et tæt samarbejde med sin landsmand Ståle Solbakken, og FCK-manageren har store forventninger til angriberen. Det fastslog han i et interview med norsk TV2 tilbage i marts.
- Julian er en super ung spiller med den rette attitude, indstilling og klogskab. Han er en to meter høj angriber, som kan blive rigtig god, sagde Ståle Solbakken.
Julian Kristoffersen har scoret otte mål i U19-ligaen i denne sæson, og det gør ham til FC Københavns topscorer.