Video : Tipsbladet
Superliga

Årets bedste gave: Daramy bliver dansker dagen før sin fødselsdag

Mohamed Daramy fylder 18 år den 7. januar, og dagen inden sin fødselsdag står han til at blive dansk statsborger - med mindre ministeren trækker i land fra sin egen regelændring.

De fleste får noget, når de fylder 18 år: et kørekort, en bil eller som minimum stemmeret. De færreste har dog modtaget så god en gave, som Mohamed Daramy har udsigt til: det danske statsborgerskab, som han har ventet på i årevis, og som gør, at han omsider kan stille op for danske landshold.

Det sker efter planen den 6. januar, dagen før FC København-kometen fylder 18 år. Og dermed på et hængende hår, for var det sket bare én dag senere, ville det være for sent. Daramy bliver nemlig dansk statsborger gennem sin mor, og det skal man være umyndig for at kunne.

Man er først endegyldigt dansk statsborger, når man har været til en ceremoni i sin kommune, og her skal man skrive under på Grundloven og trykke borgmesteren eller en anden repræsentant for det offentlige Danmark i hånden. Hvidovre Kommune, hvor moderen, Isata Daramy, hører hjemme, afholder ekstraordinær grundlovsceremoni den 6. januar.

- Vi kan bekræfte, at Hvidovre Kommune har fået en henvendelse fra en borger, som ønsker en fremrykket grundlovsceremoni, da borgerens barn fylder 18 år inden, at der kan afholdes ordinær grundlovsceremoni, hvilket har betydning for barnets mulighed for at opnå statsborgerskab sammen med sin forælder, skriver kommunen i et skriftligt svar.

Læs også:Stort flertal hjælper Daramy: Kommunen baner vejen for dansk pas

- Vi har derfor ansøgt Udlændinge- og Integrationsministeriet om at få lov til at fremrykke grundlovsceremoni for denne borger, og det er korrekt, at Hvidovre Kommune ønsker at afholde den fremrykkede grundlovsceremoni 6. januar 2020. Vi afventer nu, at ministeriet behandler vores ansøgning. Den ordinære grundlovsceremoni i Hvidovre Kommune forventes afholdt 3. marts 2020.

Kommunen må ikke bekræfte, om det er moderen, Isata Daramy, der har anmodet om en tidlig grundlovsceremoni, men udover at det næsten giver sig selv på grund af datosammenfaldet, er den ifølge tipsbladet.dk's oplysninger god nok. Familien Daramy skal til grundlovsceremoni.

Tipsbladet.dk har også været i kontakt med Udlændinge- og Integrationsministeriet, som altså skal godkende, at Hvidovre Kommune afholder sceremonien den dag. Ministeriet kan ikke sige på forhånd, om det bliver et ja, eller hvornår der kommer et svar. Det ville dog være uventet, hvis ministeriet siger nej, når nu ministeren Mattias Tesfaye (S) har lukket et hul i lovgivningen på grund af netop Mohamed Daramy og andre i samme situation.

Læs også:Glad Daramy efter ministerindgreb: Det er positive nyheder

FCK'eren havde udsigt til at misse vinduet for at få dansk statsborgerskab gennem sin mor, fordi han under de tidligere regler ville nå at fylde 18 år, inden moderen kunne komme til en grundlovsceremoni. Men som følge af tipsbladet.dk's dækning af sagen åbnede udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye op for, at kommuner kan afholde ceremonierne tidligt.

- Det er tit sådan, at en enkelt person bliver billedet på, at der er noget i lovgivningen, der ikke giver mening. Ligesom vi for nylig har vedtaget en lov på baggrund af nogle historier om en thailandsk pige, der hedder Mint. Men den lovgivning handlede jo ikke kun om hende. Den handlede om mange børn, der var endt i den situation, sagde Tesfaye for to uger siden.

- Jeg vil gerne indrømme, at det var Mohamed Daramys historie, der gjorde mig opmærksom på det her hul i lovgivningen, men det er jo ikke specifikt møntet på ham.

Havde ministeren ikke ændret reglerne, måtte Daramy vente mellem et og halvandet år på at få sit danske pas. Nu får han det i 18 års fødselsdagsgave.

Læs også:Minister bekræfter: Daramy-sag fik mig til at lukke hul i lovgivningen

Læs også:Efter afsløring: Daramy får ny chance for dansk pas - minister ændrer regler

Læs også:Afsløring: FCK-komet risikerer at vente over et år på dansk pas