Som tipsbladet.dk tidligere på dagen kunne afslører, skifter Anders K. Jacobsen fra AaB til OB senest til januar. I OB er man glad for at få Anders K. Jacobsen tilbage til klubben, mens stemningen i AaB er anderledes.
Cheftræner Lars Søndergaard ærgrer sig over tabet af sidste sæsons topscorer, men mener samtidig, at AaB er godt besat i offensiven.
- Det er altid skidt at miste en spiller, som man gerne ville have beholdt, men det sker tidligt, og på angrebsfronten er vi godt dækket ind. Vi har fået Helenius ind på en permanent kontrakt, Spalvis er på vej tilbage og Rasmus Jönsson er også i fremgang. Hertil er der også nogle unge spillere som Jannik Pohl, ligesom Thomas Enevoldsen kan spille i angrebet. Så jeg mener, at vi er godt besat. Når det er sagt, var Anders Jacobsen AaB’s bedste spiller i slutningen af sidste sæson, hvor han både scorede mål og lavede mange oplæg. Han er en farlig spiller, siger Lars Søndergaard til tipsbladet.dk.
I AaB har man hele tiden vidst, at Anders K. Jacobsen kunne finde på at forlade klubben. Nu er det en realitet. - Vi vidste, at der var fare for, at han ville finde en anden klub, når nu vi ikke kunne blive enige med ham om en ny kontrakt. Det var en risiko, at han kunne finde nye græsgange, og det er så sket nu, siger Lars Søndergaard.
Han vil ikke fortælle, hvad han mener om Anders K. Jacobsens klubvalg.
- Det har jeg ikke en mening om, for det er hans valg. Han har sikkert taget et velovervejet valg. Nu må vi vise, at det var et forkert valg. Det vil vi forsøge i den kommende sæson, så han kan ærgre sig over sit valg, siger Søndergaard.
Selvom OB vil forsøge at hente Anders K. Jacobsen allerede nu, er angriberen som udgangspunkt AaB-spiller frem til vinter. Det er dog endnu uklart, hvilken rolle han vil få i AaB i efterårssæsonen.
- Man ved ikke, hvad der kan ske i fodboldens verden. Det er svært at sige, hvad der kommer til at ske. Anders har været skadet i de seneste 14 dage, og jeg har kun set ham spille ti minutters kamp indtil videre. Nu skal han først blive klar, og så må vi se, hvordan det ser ud, når han kommer tilbage. Helenius har allerede spillet godt i opstarten, og hvis han og de andre bliver ved med at spille godt, vil det nok være unaturligt at skifte ud. Men vi må se, hvad der sker, siger Lars Søndergaard.
Anders K. Jacobsen har underskrevet en 5-årig kontrakt med OB.