Jores Okore ser frem til at kunne fokusere hundrede procent på at spille fodbold, efter Nordjyllands Politi har lukket matchfixingsagen med ham involveret.
Det fortæller han til Nordjyske.
- Det er dejligt. Nu kan jeg bare fokusere på at spille fodbold, og jeg kan gå ud og gøre det, som jeg er bedst til. Det er bare at give den gas, siger Okore.
- Jeg har altid troet på, at det ville løse sig, og det gjorde det så.
Nordjyllands Politi havde igangsat en efterforskning i forbindelse med en Superliga-kamp mellem AaB og OB tilbage i oktober, hvor der var mistanke om matchfixing. Okore var involveret i sagen, da han havde fået et mistænkeligt gult kort i opgøret.
Fredag valgte Nordjyllands Politi så at lukke sagen efter flere ugers efterforskning.
Søndag skal Okore og AaB i aktion, når de på eget græs tager imod Brøndby i mesterskabsspillet i 3F Superligaen.
Opgøret fløjtes i gang klokken 18.00.