AaB-profil slår fast: Skade kunne ske for hvem som helst
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AaB-profil slår fast: Skade kunne ske for hvem som helst

Oscar Hiljemarks hofteproblemer kommer ikke som følge af en hofteoperation i 2019. Det slår AaB-svenskeren nu fast.

28-årige Oscar Hiljemark blev hofteskadet i slutningen af november mod FC Nordsjælland og sad derfor ude i den resterende del af Superliga-efteråret.

Nu er AaB-profilen ved at være tilbage i omdrejninger. Selv fortæller han til Nordjyske, at han snart kan komme tilbage i fuld træning. 

Og så affejer han desuden spekulationerne om, at skaden har sammenhæng med de hofteproblemer, som Hiljemark blev opereret for i 2019.

- Det her er en skade, der kunne ske for hvem som helst. Jeg har hørt, at der er blevet spekuleret meget i min hofte, men det er et slag på hofteskålen, og det har ikke nogen sammenhæng med de problemer, jeg har haft tidligere, siger Hiljemark til Nordjyske.

Oscar Hiljemark kom til AaB i oktober 2020 fra Genoa. Han nåede at spille fem Superliga-kampe for AaB, inden han blev skadet.