Video : Tipsbladet
Superliga

AaB forlænger med velspillende målmand

Keeper Andreas Hansen har vist fine kvaliteter, og nu forlænger han aftalen med klubben fra Aalborg.

Jacob Rinne er førstevalget i AaB, men Andreas Hansen er en rigtig god gardering. 

Og skulle det ske, at Rinne denne sommer bliver solgt, kan Andreas Hansen få sin store chance for at blive førstevalget i målet hos nordjyderne.

Selv om han oprindeligt havde halvandet år igen af sin aftale med AaB, har man allerede nu valgt at give keeperen en ny aftale.

Læs også:AGF-træner om højre backs: På det område er vi bedst i Superligaen

Nu har Andreas Hansen kontrakt frem til 31. december 2023, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Under målmandstræner Poul Buus’ vinger udgør Andreas Hansen i denne sæson et særdeles stærkt målmandsteam sammen med Jacob Rinne, og vi er meget tilfredse med Andreas’ udvikling.

- Andreas er en målmand for fremtiden og udover sin stærke reaktionsevne, store rækkevidde og sin forudseenhed, kan Andreas som det kræves af en moderne målmand bidrage med sine dygtige kvaliteter med fødderne, og derfor er vi naturligvis glade for, at en forlængelse er kommet på plads, siger sportschef Inge André Olsen.

Læs også:Lössl-konkurrent: Tiden er inde til at vende tilbage til Holland

Den 24-årige målmand, der før denne sæson blev hentet I HB Køge, er glad for forlængelsen.

- Jeg trives i Aalborg, hvor stemningen i byen passer godt til mig, og jeg er meget glad for at være i AaB, som er en dejlig klub. Jeg er faldet godt til i truppen, og jeg har gennemgået en rigtig god udvikling det seneste år, og på det seneste har jeg også fået mere spilletid.

- Ambitionen for den kommende tid er, at vi skal vinde et trofæ til klubben. Det er det, jeg er her for. På det personlige plan vil jeg spille hver weekend. Det har været ambitionen lige siden, jeg kom til klubben. Jeg vidste, det ville blive svært, men jeg kæmper for pladsen hver dag, og på træningsbanen presser Jacob (Rinne, red.) og jeg hinanden i den rigtige retning. Jeg føler, at jeg bliver bedre, og bedre hver dag, og det skal jeg bare fortsætte med, siger Andreas Hansen.

Indtil videre er det blevet til syv førsteholdskampe for Andreas Hansen i AaB. Han fik sin opvækst i Brøndby, inden han i 2016 skiftede til HB Køge.

Læs også:AGF har backproblemer til AaB-kamp

Læs også:Everton vil have Lössl tilbage - skal kæmpe om pladsen med Pickford

Læs også:AC Horsens forlænger med målmand: Skal snart opereres