Video : Tipsbladet
Superliga

AaB får ny sportsdirektør

James Gow afløser helt efter planen Ole Jan Kappmeier som sportsdirektør i AaB.

James Gow er ny sportsdirektør i AaB, og det er helt efter planen, at Ole Jan Kappmeier overlader posten til sin kollega.

Allerede den 10. juni oplyste AaB, at Ole Jan Kappmeier stod foran at indtræde i bestyrelsen i AaB A/S, og i samme moment ville han fratræde posten som sportsdirektør i den nordjyske Superliga-klub.

Det er nu blevet effektueret på dagens ordinære generalforsamling, og ny sportsdirektør er altså englænderen James Gow, der det seneste år har været teknisk chef i AaB. 33-årige Gow har tidligere arbejdet 13 år for Liverpool.

- Jeg er dybt beæret over at påtage mig opgaven som sportsdirektør i AaB og forstår fuldt ud det ansvar, der følger med. Selvom jeg ikke er fra Nordjylland, identificerer jeg mig helhjertet med alt, hvad regionen og denne klub repræsenterer, og jeg vil gøre mit absolut bedste for at opretholde disse værdier hver eneste dag, siger James Gow i en pressemeddelelse. 

- Sportsligt er vores vision at skabe et hold og en spillestil, som vores fans virkelig kan identificere sig med – med modig, spændende fodbold med spillere, der vil kæmpe for klubben, og der vil kontinuerligt blive givet muligheder for unge spillere, der kommer igennem fra AaB Akademiet.

AaB’s sportslige ledelse vil fremover bestå af sportsdirektør James Gow, scouting- og rekrutteringschef Julius Nagel, akademichef Mathias Krogh og Head of Performance Pierre Gillo.

Jan Peters er blevet valgt som bestyrelsesformand.