Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-boss bekræfter: Kan meget vel ske noget på transferfronten snart

Inge Andre Olsen afslører, at AaB er tæt på at kunne præsentere et par nye spillere.

AaB har mandag været sat i forbindelse med et par unge spillere, og nu bekræfter nordjydernes sportschef, Inge Andre Olsen, at et par spillere kan være på vej. Det gør han over for Nordjyske.

Det er B.T., der mandag har skrevet, at AaB er tæt på at kunne præsentere to 18-årige spillere i form af Tim Prica og Santiago Ocampos. Førstnævntes navn bør give genlyd i Aalborg, da hans far er Rade Prica, som i midten af 2000’erne tørnede ud for netop AaB. Til gengæld er Santiago Ocampos mere ukendt blandt de danske fans, men han kommer efter et ophold i selveste Juventus.

Læs også:Avis: AaB henter Rade Pricas søn

Inge Andre Olsen bekræfter ikke, at de er på vej, men erkender, at AaB kan handle i de kommende dage.

- Vi arbejder på flere nye spillere, men der mangler at falde nogle ting på plads, og derfor er der ikke noget, der er sikkert endnu. Men der kan meget vel ske noget på transferfronten indenfor de næste dage. Vi vil gerne have så meget som muligt på plads til onsdag, hvor vi starter træningen igen, siger han til Nordjyske.

AaB har allerede hentet franske Timothe Nkada på en lejeaftale fra Reims denne sommer, mens man også har fået Rasmus Thellufsen og Wessam Abou Ali tilbage fra lejeophold hos henholdsvis Hansa Rostock og Vendsyssel FF. 

Læs også:Medie: AaB overrasker og henter back fra Juventus