Årets julekalender fra tipsbladet.dk er en tur ned ad mindernes allé. I år er det således 25 år siden, at den første Superliga-sæson blev spillet, og derfor dykker tipsbladet.dk ned i historiebøgerne. Bag hver låge i julekalenderen gemmer der sig en historie fra hvert år i Superligaens levetid – fortalt med tekst, lyd eller billeder.
22. december: 2012 – Det historiske mesterskab til FC Nordsjælland
Det var ikke til at forudse, hvordan sæsonen 2011/2012 skulle ende for FC Nordsjælland. Sæsonen forinden havde de til stor glæde for klubben og dens fans vundet pokalturneringen for andet år i træk, men de havde samtidig været en del af en tæt nedrykningskamp i Superligaen, hvor otte point i de sidste fire kampe dog havde reddet dem en acceptabel sjetteplads. Manden ved roret til de to pokaltriumfer, Morten Wieghorst, valgte at forlade skuden, og derfor var det et stort spørgsmål, hvordan FC Nordsjælland nu skulle klare sig.
Kasper Hjulmand blev valgt som arvtager fra Wieghorst, men med den nye førstestyrmand skulle sæsonen starte med nogle bump. De første tre kampe bød på to nederlag og en uafgjort, og det var stadig ikke til at spå, om sæsonen skulle blive en succes eller en fiasko.
I den sommers transfervindue havde FC Nordsjælland dog hentet nogle nye spillere ind, som der var store forventninger til. Ifølge Henrik Kildentoft, der var en af de rutinerede spillere i klubben, fik sæsonen den skæve start, fordi holdets nye spillere ikke var fysisk klar til at spille på det højeste niveau i Danmark.
– Vi fik et par nye spillere i sommeren, som man forventede ville være bærende kræfter, men de var ikke klar. Jeg husker en Patrick Mtiliga, der ikke var spilleklar. Han havde haft en svær sidste tid i sit udlandsophold, så han var ikke i fysisk form til at spille. Derfor spillede vi i nogle kampe med Seejou King på venstre back, som måske ikke var helt klar til en fast rolle på førsteholdet. Men da de nye spillere begyndte at blive kampklar, der begyndte vi også at vinde nogle fodboldkampe, siger Henrik Kildentoft til tipsbladet.dk.
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images – ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET
Den nervøse start var brænde på mange kritikeres bål om, at FC Nordsjælland var naive i deres tankegang med konstant at spille fodbold baseret på boldbesiddelse. Men holdet fik vendt nederlagene ryggen og begyndte i stedet at vinde nogle kampe, og det skal tilskrives den nye træner, Kasper Hjulmand, mener Henrik Kildentoft.
– Man kunne ikke have set en bedre overgang fra en træner til en anden med deres måde at se spillet og spillestilen på. Wieghorst spillede possession, men det var ikke så ekstremt som med Hjulmand. Hjulmand lavede om på nogle få ting og så fungerede det. For eksempel havde vi ingen decideret nier mere, men flere tiere, der vandrede rundt på banen. Og så en Nicolai Stokholm, der skulle trække ned og danne et tremandsforsvar i det opbyggende spil. Det var der ikke ret mange, der havde på det tidspunkt. Det skabte nogle dimensioner, som mange modstandere ikke kunne regne ud.
– Hjulmand var så dedikeret og dygtig, at alt var fuldstændig gennemtænkt, og systemet blev trænet i små bidder, som passede ind i større perspektiver. Det var timet og tilrettelagt ned til mindste detalje. Der var ikke noget, der var givet på forhånd. Det hele var skåret ud i pap, det skulle bare leveres til spillerne, siger den rutinerede back.
Forud for sæsonen havde målsætningen været at forbedre sjettepladsen fra året før, men at det skulle gå, som det gjorde, var det de færreste, der kunne forudse.
Med med blandt andet en 2-0-sejr hjemme over Brøndby og en 3-1-sejr ude over FC København i efterårssæsonen begyndte FC Nordsjælland at kravle op i tabellen. Mange af modstanderne så frustrerede ud i kampene mod FCN, som med teknisk begavede spillere og en veldefineret spillestil var de gode til at holde på bolden og skabe chancer. Derfor begyndte holdet at blande sig i topstriden, og fra 15. spillerunde og frem til sæsonens afslutning tabte de kun en enkelt gang.
Som Kildentoft udtrykker det, skulle man ikke være Einsteins fætter for at kunne regne ud, at det begyndte at lugte af noget i Farum, fordi de i foråret blev ved med at vinde fodboldkampe, og som historien vil det, endte FC Nordsjælland med at vinde det danske mesterskab for første gang i klubbens eksistens to point foran FCK.
Foto: Jan Christensen / Getty Images – ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET
På vej til mesterskabet var der for backen to afgørende øjeblikke, der står klarest i hukommelsen. I 29. spillerunde slog de FCK, der ligger nummer 1, med 1-0 på hjemmebane, og i næstsidste spillerunde besøgte de Brøndby Stadion, og her slog de ligeledes Brøndby med 1-0.
– Som jeg husker det, så var der mange Brøndbyfans, der klappede over, at vi vandt. Det kan være mine øjne, der snyder mig som gammel Brøndby-mand, men jeg husker det som om, at de klapper, fordi vi vendte bøtten, så det ikke var FCK, der vandt guld.
Med sejren over Brøndby overtog FC Nordsjælland førstepladsen fra FCK, der havde tabt på udebane til FC Midtjylland, og i sidste runde blev det klart, at klubben fra Farum for første gang skulle kåres som vindere af Superligaen, da dommeren fløjtede sit sidste fløjt i Nordsjællands 3-0-sejr over AC Horsens.
– I sekundet aner jeg slet ikke, hvad der sker. Der går måske flere timer eller en dag, hvor jeg slet ikke fatter, hvad der er foregået. Du ved godt selv, hvordan du er kommet derhen, men er det sandt det her? Har vi slået FCK af pinden? De havde skiftet træner undervejs i sæsonen, og det lukrerede vi i bagenden på. Vi skulle ikke stå til ansvar for nogen, før vi havde vundet. Det var en eufori og glæde for alle.
Henrik Kildentoft vil ikke kun tilskrive spillernes eller Kasper Hjulmands præstationer for, at det lykkedes for holdet at blive danske mestre. En stor del af succesen tilskriver han det sammenhold, der herskede i klubben.
– Jeg giver en stor del af Danmarksmesterskabet til selve omklædningsrummet og truppens harmoni både generelt på banen og uden for banen. Det forhold møntede sig i, at vi løb mere inde på banen. Men det var ikke kun os spillere. Det var koner, kærester og børn, der havde et ekstremt godt forhold. Der var en høj grad af harmoni i hele klubben, og det synes jeg ikke skal negligeres. Det havde ekstremt stor betydning for, at vi som hold kunne holde til det.
På trods af et trænerskifte og en skæv start på sæsonen endte det alligevel lykkeligt for FC Nordsjælland i sæsonen 2011/12. Men at det skulle blive til guld i Superligaen, var der ingen, heller ikke Henrik Kildentoft, der kunne have forudset.
LÆS DE ØVRIGE AFSNIT I TIPSBLADET.DK'S JULEKALENDER HER
Monstersalg: FCK-boss blæst bagover
Manchester United-stjerne udeladt igen
Sur Hoff Thorup lægger dommerchef på is
FCK-legende til Danmark? ‘Jeg er interesseret’
Advarer Kasper Dolberg: Tag ikke til den liga
Kæmpe Thomas Frank-hyldest: Har set fantastisk ud
FCK skal møde Tysklands ‘Sir Alex’
Storspillende dansker har Messi-drøm
Pistol-skandale: Nu ophæver dansk keeper
Fanklubben: Her er Superligaens 5 bedste målmænd
Far lønforhandlede med søn
Ny City-nedtur: Stjerne ude i fire uger
Peter Schmeichel gik amok
Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer
I centrum før Brøndby-kamp – nu er den gal igen
Langtidsskadet dansk stortalent forlænger til 2028
Hård kritik af Rasmus Højlund
Eksperter i chok: FCK køber én til denne position
Drømmer om at leje German Onugkha
Pludselig dukkede Braithwaite op – så jublede de
Her er FCK’s modstander i Conference League
Spotpris: Så billig er Superligaens bedste spiller
Kasper Dolberg melder klart ud om transfer
Patrick Dorgu har sagt ja til denne klub
13 skarpe til lørdagens Tips 13
Vildt sympatiske Schmeichel hyldes: ‘Uhørt klasse’
‘AC’ forventes at få comeback i Saudi-Arabien
Dansker tæt på 10. klubskifte i Italien
Droppet af Randers: ‘Stort mysterie for mig’
Lurer på Brøndby-stjerne: ‘De skal slå til nu’
Farvel til Brøndby-legende: Jeg var så uheldig
Sådan gør din klub i vinterpausen
Amorim om United-stjerne: Han er vred på mig
Karakterer: En vanvittig genistreg, Viborg!
Fanklubben: Tidl. OB’er ville passe perfekt i AaB
Björn Wesström fyret
Karakterer: Enmandshær – sikke en åbenbaring
Hylder Bo Henriksen: Vanvittigt hvis det ikke sker
Afsløring: SL-rivaler er vilde med AaB-kaptajn
Milliongave til dansk klub
Nathan Trott overrasket over Neestrup-beslutning
Eksperter uenige: De kommer i pokalfinalen
FCM trækker storklub i Youth League
AaB-chef er rasende over rødt kort!
Afslører planen for Mileta Rajovic
– Vi har samme ambitioner som med Kasper Dolberg og Robert Skov
FC København sælger midtbanespiller
I svime over Thomas Frank: Deres vigtigste våben
Fyret tirsdag: ‘Har allerede fået henvendelser’
Spillede for ærkerivalen, nu er han ansat i FCM
Karakterer: Han ligner et fejlskud, AaB