De kan noget med målmænd i OB.
Ikke alene er der Sten Grytebust på førsteholdet, som ikke behøver nærmere præsentation, men også på U-holdene bugner det af talent. For to år siden var Oliver Christensen på besøg i Manchester United, i januar solgte fynboerne Andreas Søndergaard til Wolverhampton, efter han blandt andet havde trænet med i Juventus, og nu er det så 17-årige Hans Christian Bernat, der får mulighed for at vise sig frem på en af verdens fornemste fodboldadresser.
Hans Christian Bernat, der er tilknyttet OB's U19-mandskab, træner således med i Manchester United i denne uge. Målmanden træner jævnligt med OB's Superliga-trup, men nu befinder han sig altså på træningsbanen i mægtige Manchester United.
- Det er en aftale, vi har lavet i fællesskab. De henvendte sig til os, og vi gav Bernat lov til at tage af sted, da vi lige er vendt hjem fra en international turnering i Holland. Vi har sendt Mads Holm (assistenttræner på OB's U19-hold, red.) med til England, så vi også er til stede. Han skal selvfølgelig have et øje på Hans Christian Bernat, men samtidig skal han vidensudveksle med folkene i Manchester United. Det kalder vi at slå to fluer med et smæk, siger Tonny Hermansen, der er talentchef i OB, til tipsbladet.dk.
Han noterer sig også det pudsige i, at OB har forstret så mange dygtige målmand på kort tid. Indtil videre har det også ført et større salg med sig, da Andreas Søndergaard som nævnt røg til Wolverhampton i vinter.
- Vi er da glade for vores mange dygtige målmænd, men vi vil også gerne have resten af banen med. Vi har en meget klar forretningsmodel, hvor det handler om, at vi på U-holdet skal levere spillere til Superliga-holdet - hvilket går meget godt i øjeblikket - samtidig med, at vi skal sælge nogle spillere. I den forbindelse spiller akademiet en stor rolle, og jeg må rose Jesper Hansen (OB's sportsdirektør, red.) for, at han gør et rigtigt stort arbejde nede fra. Vi har blandt andet fået trænere på fuldtid hele vejen fra U13 og op, siger Tonny Hermansen.
Han fastslår, at det faktum, at OB deltager i mange internationale ungdomsturneringer, også er med til at vække storklubbernes interesse, og denne gang er det altså Hans Christian Bernat, der har fået muligheden i Manchester United.
Målmanden står noteret for 14 danske U-landskampe.