11. december: Stædighed, startopstillinger og scoretricks
Foto: Privat
Superliga

11. december: Stædighed, startopstillinger og scoretricks

Tipsbladet.dk’s julekalender byder hver dag frem til jul på en ener eller et unikum. I dag fortæller vi historien om Amanda Bodenhoff, der med trodsighed og talent skaffede sig jobbet som Danmarks første faste kvindelige stadion-speaker i en Superliga-klub.

Siden Superligaen blev til i 1991, har over 2500 spillere fået spilletid i den bedste danske række, og hver sæson afvikles 250 kampe. Ingen kan huske alt sammen, så hvad er det, der gør, at nogle skiller sig ud i mængden af spillernavne og kampresultater?

Tipsbladet.dk sætter i årets julekalender fokus på enerne og unikummerne i dansk fodbold. Dem, der har slået rekorder – både gode og dårlige; dem, der har præsteret noget, som ingen andre har; de kampe, der aldrig bliver gentaget.

I dag, den 11. december, handler det om Lyngbys stadion-speaker Amanda Bodenhoff - den eneste faste kvindelige stadionspeaker i dansk topfodbold.

- Der var fint knald på vores tilskuerne og fans, så der var ikke så meget at mærke. Det var mere efter kampen, hvor folk med et smil kommenterede på, at jeg jo bare var ”sådan en lille pige på 20 år.”

- Måske det også hang sammen med, at jeg var kommet til at give den lidt for meget gas under startopstillingerne.

Amanda Bodenhoff elsker sit job, der skiller sig ud fra stor set alle kvinders. For hvem kan skrive stadion-speaker på visitkortet?

Det kan nu 21-årige Amanda og har kunnet gøre det siden efteråret 2017, hvor hun slet og ret tog en chance, som hun siden kun har elsket sig selv for at tage. Amanda Bodenhoff er stadion-speaker i Lyngby Boldklub.

Som radiovært førte hendes fængende stemme og gode humør til, at en fodboldklub tog kontakt til hende i forhold til at aflægge prøve som stadion-speaker. Efter en ellers vellykket prøve-speak kom der nedslående nyt, da beskeden fra klubben lød, at en kvindestemme ikke passede ind på deres stadion.

- Da jeg fik beskeden, sad jeg i min bil og tænkte; Hvad fanden var det lige, han sagde der. Jeg synes jo sagtens, at en kvindestemme kan ”rocke” lige så meget på et fodboldstadion, som en mandestemme kan.

Afvisningen tændte en ild af trods i Amanda, der med sin indre stædighed besluttede sig for at kime Superliga-klubberne ned en efter en for lægge billet ind på mikrofonjobbet – eller i det mindste på en tjans som afløser.

Øverst på ringelisten af klubber stod naturligvis Lyngby Boldklub, hvor hun selv har spillet fodbold  i otte år, og som hun er erklæret fan af. Opkaldet til Lyngby Boldklub gav pote og kastede en ny test af sig til førstekommende hjemmekamp i Superligaens efterår 2017.

- Jeg var skide nervøs, for selv om jeg havde lavet radio i noget tid, var det her noget helt andet. I radioen kan du ikke se, hvem du taler til - men her kan du nærmest se alle i øjnene og få en direkte reaktion i forhold til, hvad du siger. Fodbold er jo nærmest en religion for mange på stadion, så jeg var mere end spændt.

- Jeg fik lov til at tage startopstillingen, og jeg fyrede den virkelig af. Måske var den smule for voldsomt, for jeg havde ingen fornemmelsen af, hvor højt jeg kunne tale eller råbe, inden det hele overstyrede, og det skrattede vist en del i højtalerne undervejs.

Date-tilbud og video fra modstanderne
Skrat eller ej og en måske for høj stemmeføring ændrede ikke på, at Amanda Bodenhoff fik besked på at komme igen, og at beslutningen om at lade hende overtage jobbet permanent også var taget.

- Sidste år gik det jo ikke rigtigt i Lyngbys retning hverken på eller uden for banen, så de endte med at sige, at de egentlig havde brug for et frisk pust og ikke bare en afløser. Det var så superfedt.

Med frisk og klar stemme har Amanda Bodenhoff siden passer jobbet ved alle Lyngbys hjemmekampe med den opmærksomhed, det kan føre med sig.

- Der var en 0-0-kamp mod AGF, hvor et dagblad i deres kampreferat fremhævede, at jeg havde været mere underholdende end selve kampen. Det kom sig af, at jeg lavede en kæmpe brøler, da AGF skulle skifte en spiller ud. Her annoncerede jeg, at ”AGF foretager en udvisning” i stedet for udskiftning. Den har jeg altså hørt rigtigt meget for

- Ellers har det mest været positive kommentarer fra forskellige fans i retning af, ”Jeg bliver tændt af at høre din stemme” eller ”har du lyst til at gå ud med mig.” Lidt specielt, men det er kun hyggeligt.

- Der var også et tilfælde, hvor Silkeborgs fans sendte mig nogle videoer på Instagram, hvor de står og synger ”Amanda olé.” Det er ikke lige dét, man regner med at få fra udeholdets fans. Fodboldfans, der har fået et par bajere, plejer normalt ikke være bange for at sige, hvad de mener. Men for mig har det været klart positive ting, der er blevet sagt.

Men kan man ligefrem sige, at det at være stadion-speaker kan virke som et scoretrick?

- Haha - det har faktisk været et virkelig godt scoretrick. Jeg ved dog ikke, om det var medvirkende til, at jeg scorede min nye kæreste. Måske er det noget, der gør drenge vilde i varmen at møde en pige, der er fodboldinteresseret. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg tidligere har brugt det overfor drenge, jeg gerne har villet score, lyder det med et grin fra Lyngby Stadions stemme.

Sprød Brøndby- og fistelstemmen
Når Amanda Bodenhoff gæster andre stadions, suger hun til sig fra sine mandlige kolleger, og respekten er enorm for eksempelvis speakerne på Brøndby Stadion og i Telia Parken.

Men på Lyngby Stadion får de hverken noget, der minder om Søren Rebbe fra mikrofonen på Brøndby Stadion eller Thomas Høg Henriksen fra Telia Parken.

- Søren Rebbe i Brøndby er en af de bedste, vi har i landet. Han har den fedeste stemme og måde at få tingene ud på. Jeg tør slet ikke sammenligne hans sprøde stemme med min fistelstemme. En sprød mandestemme kan nogen helt andre ting end min, og lige meget hvor mange gange jeg hjemme har prøvet at efterligne hans måde at sige tingene på – så lyder det bare så dumt, kommer det fra Amanda Bodenhoff, der holder fast i sin egen stil, der handler om at være sig selv.

- Min stil er meget glad, frisk og livlig. Folk bliver i godt humør af det – det er i hvert fald, hvad jeg får at vide. Jeg smågriner nogle gange, når jeg taler i mikrofonen uden rigtigt at tænke over det, men det er en del af min måde at gøre det på. 

Men netop stilen at præsentere startopstillinger, målscorere og match-facts kommer ikke bare af sig selv. Amanda Bodenhoff jobber ganske seriøst, når det eksempelvis kommer til at udtale modstander-holdets spillernavne korrekt i mikrofonen.

- Selve startopstillingen kommer jo først en time før kickoff, men for at være klædt bedst muligt på, øver jeg de sandsynlige startopstillinger hjemme i min lejlighed. Der er forholdsvist lydt i min lejlighed, så jeg er sikker på, at min underbo kan startopstillingerne ret godt efterhånden -  i hvert fald Lyngbys.

Og selv om forberedelsen er på plads hjemme i lejligheden, er Amanda Bodenhoff helt på det rene med, at der kan snige sig fejle ind undervejs. Det er en del af jobbet.

- Der har helt sikkert været fejl i forhold til korrekt udtale. Men jeg har fundet ud af, at hvis man serverer det med en vis selvsikkerhed, så er der ikke så mange, der lægger mærke til det sammenlignet med, hvis der er tøven eller usikkerhed i stemmen.

Amanda Bodenhoff har lagt sit første hele år bag sig i speaker-jobbet, og når 1. divisions-klubberne igen kommer på græs i jagten på vigtige forårspoint vil stemmen fra Lyngby Stadion-boksen stadig være glad, frisk, levende, kvindelig og humørfyldt. Hvorfor ændrer noget, der fungerer godt – det samme gælder Amandas eneste ritual omkring jobbet.  

- Jeg elsker at køre en slush-ice ned inden kampen. Og ellers går jeg som regel en tur ned til fansene, giver dem en krammer og ønsker god kamp. Jeg har selv stået dernede, kender de fleste og kender alle slagssangene. Jeg har overvejet, om jeg skal lukke op for mikrofonen, når jeg står og synger med oppe i speaker-boksen. Jeg ved ikke, hvad min chef vil sige, men måske jeg tager emnet op med ham til den kommende julefrokost.

Amanda Bodenhoff er 21 år, radiovært på Nord FM. I 2019 udkommer hun sammen med Stand up-komikeren Mette Frobenius med en podcast, hvor de skal besøge omklædningsrummene hos alle de 14 Superliga-klubber.

Dette er den 11. låge i Tipsbladet.dk's julekalender i december. Læs med i morgen, hvor vi åbner låge nummer 12. Du kan klikke her og se alle de tidligere fortællinger fra årets julekalender.