Årets julekalender fra tipsbladet.dk er en tur ned ad mindernes allé. I år er det således 25 år siden, at den første Superliga-sæson blev spillet, og derfor dykker tipsbladet.dk ned i historiebøgerne. Bag hver låge i julekalenderen gemmer der sig en historie fra hvert år i Superligaens levetid – fortalt med tekst, lyd eller billeder.
11. december 2001: Som en gazelle på Savanna
Det kan meget vel være det bedste mål, der nogen sinde er scoret i Superligaen. Jo jo, det kan diskuteres, det medgiver vi, men at det er det bedste, mest betydningsfulde mål, der er lavet i Superligaen, kan der ganske enkelt ikke herske tvivl om.
10. juni 2001 var der guldkamp i Parken, hvor hjemmeholdet FC København foran 40.000 tilskuere kunne vinde mesterskabet efter otte års tørke. Det krævede 'bare' en sejr over Brøndby. Ærkerivalerne. Over klubben, der havde domineret 90'erne og var dansk fodbolds flagskib. Over Brøndby, der lå nummer to i tabellen. Og for Thomas Thorninger over Brøndby-keeper Mogens Krogh, der fem år forinden havde snydt AGF for det danske mesterskab med sit vilde hovedstødsmål i Århus.
Med andre ord var alt på spil i kampen.
Og netop Thomas Thorninger skulle vise sig at få en afgørende rolle i kampen, men det var ikke ham, der stjal overskifterne. Det kunne det ikke være, ikke når Sibusiso Zuma var på samme hold og senere skulle lave det måske bedste mål i Superligaen nogensinde.
- Jeg tror, det gik op for os, at der var kommet noget exceptionelt til klubben, dengang han spillede sin første træningskamp i Parken. Jeg tror, det var en frosthård januar-februar-kamp, hvor han piskede rundt, og jeg tror ikke, han havde støvler, der passede til klimaet. Han havde nok aldrig spillet på noget sådan noget før. Men vi kunne i hvert fald se, at han var exceptionelt hurtig. Det var ligesom at følge en gazelle på Savannen, fortæller Thomas Thorninger om Sibusiso Zuma.
FC København vandt kampen 3-1 og hev det første mesterskab i hus. Et mesterskab, der på en måde markede enden på den store Brøndby-dominans i dansk fodbold, og i stedet blev FC Københavns startskud mod mesterskaber, Champions League og stor dominans i dansk fodbold. Siden mesterskabet har FC København vundet Superligaen ni af 15 gange. Men det var der ikke så mange, der tænkte på efter kampen. Der hele handlede om Zuma, Zuma og atter Zuma
Zuma var en exceptionel spiller, der var i gang med sin første hele sæson i dansk fodbold, og i kampen mod Brøndby scorede den sydafrikanske angriber det måske vildeste mål i Superliga-historien.
Foran 1-0 i Parken blev bolden sparket langt af FCK-keeperen kort inde i anden halvleg, den blev forlænget og landede for fødderne af Heine Fernandez, der smed bolden ud i venstre hjørne til en fremadstormende Thomas Thorninger. Den rutinerede angriber, der spillede på kanten, besluttede sig hurtigt for at smide bolden tidligt ind mod Sibusiso Zuma.
Hvad der sker herefter, vil vi lade Carsten Werge, der kommenterede kampen for 3+, fortælle:
- Zuma rykker ind i feltet i stedet for at møde bolden. Her får han den: Ah, det er flot: NEEJJJJÆÆÆHHHH. Det der kan man simpelthen ikke lave smukkere end Zuma. Birger, for pokker, hvor er det flot, det der.
Og Birger Peitersen, der var medkommentator vidste næsten ikke, hvad han skulle sige:
- Det er en af de helt store oplevelser.
Carsten Werge havde lige sundet sig et sekund og kunne berette.
- Hvis det er målet, som FCK bliver danske mestre på, så tager jeg hatten af og siger tillykke. Det der, det er verdensklasse. Intet mindre end verdensklasse af Zuma.
Målet var det, FC København blev mestre på. Per Nielsen fik reduceret til 1-2, inden Pascal Simpson lukkede festen og gjorde det til 3-1.
Hør selv Zuma fortælle om målet herunder, hvor du også kan se det fantastiske mål. Videoen er lavet af FC København.
Men hvad med den assist, som Thomas Thorninger smed ind til Zuma? Assisten er undervurderet og gået lidt i glemsel.
Når man sidder og ser billederne igen, ligner det, at Thorninger nærmest inviterede Zuma til at lave et saksespark. Som om han tiggede den sydamerikanske stjerneangriber om at lave noget magisk. Og Zuma svarede, som kun Zuma kunne svare.
- Det er måske så meget sagt, man man kan i hvert fald sige, at det logiske i situationen er at få den så hurtigt så muligt ind (i boksen, red.). Det var jo bare at bruge højre i stedet for at vente på, at den skulle komme over til venstre. At han så lavede det der, det havde jeg nok ikke lige regnet med, siger Thomas Thorninger om det mål, der var med til at sikre ham sit eneste danske mesterskab.
Sibusiso Zuma spillede i FC København fra januar 2000 og frem til sommeren 2005, hvor han blev solgt til tyske Armenia Bielefeld. Den junidag i sommeren 2001 blev Thomas Thorninger og Sibusiso Zuma smeltet sammen i et minde. Et minde, der stadig har stor betydning for Thorninger - også fordi det var mod Brøndby, der tidligere havde snydt Thorninger.
- Det var jo fint at få på cv'et. Jeg havde været tæt på med AGF i 90'erne, hvor Mogens Krogh scorede på hovedstød og snød os. Det var rart at få det hjem. Også mod den gamle rival, siger han og forklarer dog, at det ikke er den største bedrift i karrieren:
- Jeg vil nok sige, at sådan en kamp som pokalfinalen i 96 var større. Så har der også været andre kampe i udlandet. Jeg kan huske en Super Cup-kamp i PSV, hvor vi møder Feyenoord på De Kuip, og jeg starter inde sammen med Romario, og vi slår Feyenoord på udebane. Det var ret sjovt. Og mange husker nok heller ikke, at jeg spillede sammen med Preben Elkjær i Vejle.
- Så man kan ikke sige selve kampen i sig selv (mod Brøndby, red.), men vi havde et godt team, en stærk enhed, og så havde vi Roy Hodgson, der byggede det hele op, og med sin 4-4-2 byggede noget, som klubben har levet på siden. Det handlede om struktur og at holde aftaler. Klubben var kendt for at hente mange gode spillere ind, som ikke fungerede så godt nødvendigvis. Lige pludselig var der struktur, som der blev købt ind til. Jeg er sikker på, at Ståle også har taget mange af de ting med sig i sit arbejde, siger Thomas Thorninger.
Og på det personlige plan er det også en glæde for Thorninger - der i dag er konsullent for Excellent Wine - at hans børn er blevet så store, at de kan søge på internettet.
- Det er jo mange år siden, men jeg har set den efterfølgende. Faktisk, da mine drenge kom i sådan en alder, hvor de kunne søge på internettet. De fandt målet, og de må have tænkt: 'Hold da op, har han virkelig været med i sådan en ting?' Det var stort for dem, siger Thomas Thorninger.
Efter Zuma rykkede til Bielefeld, vendte han tilbage til Sydafrika, men han var dog ikke helt færdig i dansk fodbold, for den driblestærke angriber rykkede i 2009 til FC Nordsjælland, hvor han var et halvt år, inden han skiftede væk fra dansk fodbold igen. I 2014 stoppede karrieren.
Thomas Thorningers karriere startede i Vejle, bragte ham forbi PSV Eindhoven, inden han vendte tilbage til AGF. Han havde en afstikker til Italien og Perugia i 1997, inden han i 1998 vendte tilbage til Danmark og FC København. Sæsonen 2002/2003 var han igen i Italien hos Udinese, inden han vendte tilbage til AGF i 2003. Karrieren sluttede reelt i 2004, hvor han blev ramt af alvorlige skader. Først to år senere blev karrierestoppet dog officielt.