default_pic_tbdk

Ukendt dansker i Tippeligaen: Drømmer videre

Tipsbladet har mødt den 26-årige Claes Jørgensen, der i 2011 tog springet fra den danske 2. division til den bedste norske række.



Den tidligere LFA-spiller Claes Jørgensen har bidt sig fast i den bedste norske række. Kom her tættere på den “ukendte dansker i Tippeligaen.”

For Claes Jørgensen var Sarpsborg i gamle dage lig med sommerferie hos faderen, men nu er det blevet både hverdag og karriere, for falstringen oplever fortsat fremgang i Tippeliga-klubben, hvor cheftræner Brian Deane bruger ham fast på højre back.

Den bedste række i Norge har i mange år været et oplagt alternativ for Superliga-spillere, og ikke mindst i disse år, hvor potentielle profiler som Nicki Bille Nielsen, Mike Jensen, Tobias Mikkelsen og Martin Ørnskov er at finde i Tippeligaen sammen med solide Superliga-folk som Christian Gytkjær, Mikkel Vendelbo og Henrik Kildentoft.

Norge kan dog også være en chance for spillere som ikke er så kendte i den bredere danske fodbold-offentlighed. Sogndal har for eksempel haft den 23-årige Tonny Brockmann i truppen i et par sæsoner, og angriberen, der i 10/11-sæsonen fik 93 minutter som indhopper på AC Horsens Superliga-mandskab, var fast mand i sidste sæson med fem mål til følge, mens han i dette forår har været plaget af skader. Og så er der også den 26-årige falstring Claes Jørgensen, der i sommeren 2011 tog et imponerende spring fra LFA i den danske 2. division til den bedste række i Norge og nu spiller fast for Sarpsborg.

Men egentlig begyndte hans eventyr om et uventet liv som udlandsprof med en familie, der blev skilt i slutningen af firserne.

”Min far flyttede til Sarpsborg, da jeg var omkring et år gammel. Han var tømrer og fik arbejde her oppe, men så endte han med at blive boende, mens min mor og jeg blev i Nykøbing Falster. Men mit andet hjem var her i Sarpsborg, og jeg var her i hver eneste sommerferie, indtil jeg blev 15-16 år, og ellers når der var tid til det. Det var klart noget, man så frem til. Når det endelig blev sommerferie, så skulle man op at hygge i Norge, og jeg kendte jo det hele.”

”I dag har min far sit eget snedkerfirma her oppe, og han var også lidt inde over mit skifte. Jeg havde selvfølgelig fulgt med i, hvordan det gik klubben og noteret, at de var sprunget fra næsten at gå konkurs til at rykke op i Tippeligaen, så da jeg havde et halvt år tilbage af min kontrakt med Alliancen, snakkede jeg med min far for at høre, om han ikke kendte nogen i Sarpsborg 08.”

”Det gjorde han, eller det gjorde en af hans venner, og på den måde kom jeg til prøvetræning i januar 2011, så jeg kunne se, hvordan det var. Og det gik fint. De var tilfredse med det, de så, og de ville gerne se mig igen, når min kontrakt udløb. Dog kun til en ny prøvetræning, så på den måde var det lidt et sats for mig at lade min kontrakt med Alliancen løbe ud. Jeg tog herop uden noget, men det gik, og jeg fik en kontrakt på halvandet år,” fortæller Claes Jørgensen fra sin faste plads i hjemmeholdets omklædningsrum under langsiden på Sarpsborg Stadion.

For det blev en succes, selv om springet var stort fra et liv som vinduespudser og fyraftensprof i 2. division til et efterår på fuld tid i Tippeligaen, godt nok for et bundhold, men alligevel.

”Vi vandt kun en kamp, og det var den sidste, ellers var det nederlag efter nederlag, så det var selvfølgelig ikke det mest spændende. Men jeg fik 12 kampe og startede inde i de fem på den halvsæson, og det var jeg tilfreds med . Jeg kom jo fra den danske 2. division og havde aldrig spillet Superliga, så jeg skulle vænne mig til tempoet, men det gik fornuftigt. Træningen i klubben var god, og i forvejen er jeg en forholdsvis hurtig spiller, hvilket også var en fordel, så jeg kom godt ind i det,” siger Claes Jørgensen, der startede i Sarpsborg på den højre kant, han også havde spillet for barndomsklubben i Nykøbing Falster, men er nu blevet omskolet til en højre back, som han spiller fast i den bedste række.

Oprykningsfest 
på torvet
2011-sæsonen var første gang siden 1974, at en klub fra Sarpsborg spillede i den bedste norske række, og trods nedrykningen varede det ikke længe, før sammenslutningen af lokale klubber var tilbage i Tippeligaen. Efter en sæson i Adecco-ligaen var oprykningen sikret, og det blev en historisk fest for Claes Jørgensen og medspillerne.

”Det er klart min største oplevelse. Vi spillede hjemme mod Notodden i næstsidste runde, og hvis vi vandt, samtidig med at Sandefjord satte point til, så var vi tilbage i Tippeligaen. Jeg startede på bænken, men jeg kan huske, at da jeg satte mig, sagde jeg for sjov til de andre, at jeg hellere måtte tage benskinnerne på med det samme, for jeg kunne mærke, at jeg hurtigt ville komme på banen. Efter en halv time blev vores venstre back så skadet, og så kom jeg ind.”

”Jeg endte med at lægge op til to mål, vi vandt 3-2 mens Sandefjord satte point til, og så var vi oppe igen. Det var helt vildt. Det er jo ikke så tit, at man oplever at rykke op. Jeg gjorde det med Alliancen i 2007, da vi rykkede fra 2. til 1. division med fest på rådhuset og 100 tilhængere foran, og det var selvfølgelig sjovt, men det her var noget helt andet. Der var proppet på stadion til kampen, og bagefter røg vi på hotel til spisning, før vi tog ned til torvet, hvor der nok stod 5000 mennesker og festede. Det var fedt at opleve,” fortæller Claes Jørgensen, der undervejs i Adecco-ligaen forlængede sin aftale med Sarpsborg, så den nu først udløber med 2014.

Og fremgangen er fortsat for falstringen trods en uheldig start på denne sæson.

”Jeg blev skadet i vores sidste kamp nede på La Manga i optakten, så jeg missede sæsonens første kamp mod Lillestrøm, men ellers har jeg været med hver gang, og som regel fra start, så det er gået fint. Vi ligger i midten af rækken, og selv om det allervigtigste mål for sæsonen selvfølgelig er, at vi tt redder os, så har vi internt i klubben nok lidt højere ambitioner, så det ikke bare handler om overlevelseskamp hele vejen, men at vi kan få stabiliseret os i Tippeligaen,” siger Claes Jørgensen, der trives i sit gamle sommerferieland.

Kæresten er flyttet herop og fortsætter sin uddannelse som guldsmed, faderen bor stadig i byen og det sociale liv med holdkammeraterne er rigtig godt.

”Sarpsborg er jo en lille klub i forhold til de andre i Tippeligaen. Vi har nok det næstmindste budget efter Sogndal, og samtidig er det en ny klub, for den opstod først, da 16 klubber slog sig sammen i 2008. Det er jo utroligt, at der kunne være så mange klubber i en by som Sarpsborg, men de går meget op i fodbold heroppe, og opbakningen er rigtig god med mange folk på stadion og mange frivillige.”

”På den måde er det en hyggelig lille klub, der er meget social. Der er ikke så mange penge, men de får meget ud af det, de har, og så er der også blevet satset her i vinter med ny sportschef, udbygning af langsiden og en ny træner i Brian Deane. Så de er begyndt at tage nogle skridt imod, at det skal være mere og mere professionelt, og jeg er glad for at være her. Jeg føler mig godt hjemme her, selv om det selvfølgelig er noget andet med en hverdag end sommerferierne fra før,” fortæller backen fra det sydlige Norge, der minder en del om det danske landsbrugsland, han forlod på Falster.

Men som fodboldspiller i Tippeligaen får man alligevel også set sig vidt omkring i det store land.

Vilde afstande til ligakampe
”Det længste vi kører i bus er til Kristiansand. Det tager tre en halv time. Men er det længere væk, så køer vi først til Gardermoen nord for Oslo (halvanden time væk) og tager en flyver videre. Det kan være en kortere tur til Trondheim eller Bergen, men det kan også være de to en halv time, det tager at flyve til Tromsø. Det er jo nogle helt vilde afstande, når man tænker på, at man bare skal spille en kamp i det samme land, og så flyver man op dagen før og hjem dagen efter.”

”Der er nu fint nok i Tromsø, det er ikke det. Sidste år spillede vi mod Alta, der ligger endnu længere væk. Det var i maj, så det skulle jo være flot og fint, men det lignede et øde land deroppe, og vi spillede inde i en hal. Det gør de året rundt. Men man får set en masse, og naturen er flot,” siger Claes Jørgensen og tilføjer, at klubben nogle gange vælger at spare en overnatning efter en kamp, og så bumler truppen mod syd i syv-otte timer i en bus efter udekampe mod for eksempel Sogndal eller Haugesund.

Det er selvfølgelig ikke det sjoveste, men ganske forståeligt, for i 2013 budgetterer man med rejseomkostninger på knap to millioner kroner for at komme rundt til de forskellige udekampe, hvilket fylder en del i et samlet budget på 32 millioner kroner.

Men sådan er det at spille fodbold i Norge, og den ukendte dansker i Tippeligaen er glad for sit liv, sit job og sin fodbold, for der er masser af plads til småspil på jorden og talrige offensive aktioner fra backpladsen.

”Norsk fodbold er jo altid blevet snakket ned til at handle om lange bolde, men det har altså ændret sig. Måske også fordi mange klubber spiller på kunstgræs nu, for så har du underlaget til at kunne spille spillet, og det er der mange hold, der gør,” siger Claes Jørgensen, der selv har kunstgræs liggende for enden af den korte spillertunnel ud til hjemmebanen, hvor der med den seneste udbygning er plads til 5500 tilskuere.

Det har været hjem for den 26-årige falstring i et par år efterhånden, og han har papir på halvandet år mere, men samtidig giver den faste spilletid i den bedste, norske række også lyst til mere. Og det er ikke Superligaen, han drømmer om.

”Da jeg var dreng drømte jeg da om at blive udlandsprof, og det er jeg så blevet. Det var en lidt usædvanlig chance, jeg fik, men så gælder det jo om at gribe den, og heldigvis er det lykkedes. Men nu drømmer jeg om at nå videre, få større udfordringer og prøve noget nyt, og det er udlandet, der frister mest.”

”Nu kendte jeg selvfølgelig Sarpsborg godt i forvejen, men alligevel har det været spændende at komme til et andet land. Det er jo noget andet at leve her og have en hverdag, og det kunne jeg godt tænke mig at prøve et andet sted også, så mit næste mål er at komme videre til et andet land,” siger Sarpsborg-backen Claes Jørgensen fra sit gamle sommerferieland. 





Afsløring: Christian Sørensen afviser topklub



INTERVIEW

Derfor blev FCK’er vraget til fordel for 41-årig


Skrækskade til AGF-spiller!

‘Der gik jeg sgu lidt rundt om mig selv’



TransferLIVE: Derfor afviste han et klubskifte

FC København skifter Parkens røde sæder ud med blå

‘Et fingerplaster på et åbent benbrud’

Afsløring: Stort AB-talent besøger Burnley

DBU giver kvinderne samme bonus som mændene



TRANSFER

Overblik: Her er Superligaens vintertransfers 2025


Schmeichel om Højlund: ‘Han gør det fantastisk’

Bekræfter: Der var bud på Brøndby-stjerne

Milan og Roma jagter mål og semifinale

Man Utd planlægger store ændringer til sommer



TIPSBLADET SPECIAL

Sådan gør din klub i vinterpausen


Superligaens mindste trup: ‘Jeg er ikke bekymret’

Endnu flere millioner kan vente Superliga-klub

Spår exit for dansk stjerne: ‘Flad fornemmelse’

Dansk angriber skifter i millionhandel

FC Barcelona scorer 100 millioner 


TIPSBLADET SPECIAL

De er vinterens fem dyreste Superliga-køb


Ny FCM-stjerne? Her overgår han kæmpesalg

Brøndby besejret af svenskere

Se billedet: Nu er han på vej til Danmark

Derfor hentede Brøndby ikke en venstre back



Superliga-klub afviser 112 millioner

AGF afviste spansk og hollandsk klub

Transfer? Disse spillere kan forlade Superligaen

Brian Riemer reagerer på danske transfers

Farvel til ny FCK-keeper: ‘Virker meget mærkeligt’

‘Alt blev sort. Jeg var i chok’

Kenneth Perez om Brøndby-køb: ‘Han så dårlig ud’

Theo Sander glippede skifte: ‘Jeg var frustreret’


TIPSBLADET SPECIAL

Scoop? Han ligner en klassesigning, Brøndby!


Dybt forundret: ‘De er på Championship-niveau’

Stopper karrieren efter SL-exit: ‘Fældet en tåre’

City brugte flest penge i transfervinduet

Dansk målmand fritstillet på Cypern

Her er Patrick Dorgus løn i Manchester United

Jores Okore er færdig i dansk klub

Angriber får ophævet kontrakten i Sønderjyske

Superligaens tag-selv-bord: Store navne er gratis

Spillere i overskud? Her er transfervinduerne åbne

Vækker opsigt – Kevin Diks topper særlig liste

Ellevild med dansk transfer!

SL-chef: ‘Som at gå 12-runder med Mike Tyson’

– Det har jeg ikke hørt noget om

– Derfor solgte vi ham til Brøndby IF

‘Theo Sander var sgu ikke lige min prioritet’

Odgaard og co. med solidt tag på Atalanta

José Mourinho roste ny Brøndby-spiller til skyerne

Bekræftet: Benjamin Tahirovic på plads i Brøndby

Afsløring: West Bromwich forgylder Tammer Bany

Brøndby sender spiller til Belgien

Afviste bud: ‘Han er meget, meget vigtig for os’

Afsløring: FC Midtjylland har købt Dani Silva