Video : Tipsbladet
Skandinavien

Tidligere EfB-anfører: Jeg vil altid sige ja til Malmö

Markus Halsti vil gerne til Malmö FF, men tvivler på, at det vil ske.

Efter to år i Esbjerg fB er Markus Halsti blevet sendt på jobjagt, da hans aftale med Superliga-nedrykkerne udløber om knap en uge. Og selvom han gerne vil til Malmö, tvivler han på, at det sker.  

Malmö FF har ellers været nævnt som en mulig destination for finnen. Den nu 36-årige forsvarsspiller spillede for den svenske storklub fra 2008 til 2015, og klubben har i øjeblikket skadesproblemer i defensiven.

Selv er Markus Halsti også meget klar på et skifte til Malmö, men han erkender, at klubben nok kan finde et bedre alternativ.  

Læs også:Brorsson er tilbage i Malmö: Blev en oplevelse rigere i Esbjerg

- Hvis Malmö har brug for mig, er det altid mit første ønske. Jeg vil altid sige ja til Malmö, siger Markus Halsti til Kvallsposten og fortsætter:

- Der er mange, der siger, at Malmö har brug for forsvarsspillere, og jeg ved, at der er mange, der er skadet. Jeg ville altid komme til Malmø, hvis de har brug for mig, men det er en topklub i Skandinavien og skulle måske have en lidt yngre spiller. Jeg håber, at jeg på et tidspunkt har en fremtid i Malmö, og når jeg holder op med at spille, kan jeg muligvis være med i en organisation på en eller anden måde, men som spiller tror jeg, at Malmö kan finde nogen, der har flere år tilbage. 

Han afviser samtidig kategorisk, at et skifte til Helsingborgs IF kan komme på tale, men han er åben for stort set alle andre klubber i Skandinavien.

Læs også:Håber på at få ophævet EfB-lejeaftale: Franz Brorsson er tilbage i Malmö FF

- Jeg vil meget gerne spille i Skandinavien, så jeg kan flyve hjem til Helsinki uden problemer. Hvis vi taler følelsesmæssigt, ville det være svært at spille for et andet Allsvenskan-hold end Malmö, men det er mit job. Uanset hvilket hold jeg spiller for, vil jeg altid gøre mit bedste, og jeg skal være professionel, siger Markus Halsti.

Foruden Malmö FF og Esbjerg fB har den erfarne finne spillet for HJK Helsinki, GAIS, DC United og FC Midtjylland. Han har også 35 landskampe for Finland på cv'et og håber at komme med landsholdet til EM næste sommer

Læs også:Tidligere EfB’ere genforenet i Malmö: Helt optimalt

Læs også:Optakt: AC Horsens - Randers FC

Læs også:Svensk midtstopper: Esbjerg vil forlænge - ellers har de ingen spillere