Martin Ericsson blev onsdag aften koblet til sportsdirektørjobbet i Brøndby af svenske Sportbladet, der meldte, at han er én af kandidaterne til topjobbet i dansk klubfodbold.
Som Tipsbladet forstår det, er en retur til Vestegnen dog ikke lige oppe over for den tidligere Brøndby-spiller, som spillede mere end 100 kampe for klubben fra 2006 til 2009. Og torsdag siger klubbens direktør, Marcus Jodin til svenske medier, at de ikke har hørt fra Brøndby.
I dag er Martin Ericsson muligvis ikke den mest populære mand i Brøndbys store fankreds. Tipsbladet gik i arkivet onsdag aften og beskrev, hvordan han - sammen med Peter Madsen og Thomas Rasmussen - hev Brøndby i retten i en sag om manglende udbetaling af feriepenge og pension, hvilket endte med, at Brøndby i 2012 blev dømt til at skulle betale fire millioner kroner - i en tid, hvor man var stærkt presset økonomisk.
I 2016 gav Ericsson så et interview til Fotbolldirekt, der er Tipsbladets svenske søstermedie, hvor han gjorde det klart, at han fortrød, at han havde skiftet til Brøndby og ikke FC København i tidernes morgen.
- Det gik hurtigt i de år, og der var meget turbulens og magtkamp i klubben. Det er vel egentlig det skridt i min karriere, som jeg kan fortryde. Jeg valgte mellem Brøndby og FCK dengang, og klubberne gik jo lidt forskellige veje, kan man sige. Brøndby-vejen var bare så oplagt, og det er jo svært at spå om, sagde han dengang.
Omdømme har fået et slag
Martin Ericsson var en teknisk blændende fodboldspiller, og siden 2021, hvor han tiltrådte jobbet som sportsdirektør i BK Häcken, har han også vist, at han har tydelige spidskompetencer for den del af fodboldverdenen.
Succesen har i hvert fald været stor. Et år efter, at Ericsson fik chefjobbet, vandt BK Häcken det første svenske mesterskab i klubbens historie. Det blev året efter fulgt op af en pokalsejr, ligesom man også har spillet europæisk.
Tipsbladet har allieret sig med journalist hos Fotbolldirekt Fredrik de Ron samt BK Häckens danske midtbaneprofil Mikkel Rygaard for at give et billede af, hvordan Martin Ericsson er som sportsdirektør.
- Indtil denne sæson vil jeg sige, at hans omdømme i svensk fodbold var uangribeligt. Han stod for nogle gode handler, hvor han fandt dygtige spillere som Mikkel Rygaard og Lars Olden Larsen, og han lavede nogle store salg på Bennie Traoré, Ibrahim Sadiq og Momodou Sonko, siger Fredrik de Ron, som fortæller videre:
- Det, som virkelig adskiller Ericsson fra andre sportsdirektører, er hans evne til at finde spillere, som andre ikke kan finde. Om det så skyldes et godt scouting-team eller Ericsson selv er svært at sige, men ingen havde for eksempel hørt om Mikkel Rygaard, da han hentede ham, og han blev den bedste spiller i ligaen i en periode. Hans arbejde med unge spillere er også imponerende.
- Han er en ret synlig sportsdirektør, og tit er than ikke bange for at sige, hvad han mener. For nylig satte han spørgsmålstegn ved, om 51-procent-reglen er den bedste vej fremad for svensk fodbold, og det førte frem til noget vrede blandt fansene.
Tiden i BK Häcken lader dog til at rinde ud, mener Fredrik de Ron.
- Det føles, som om han har nået vejs ende i Häcken. Han har lavet nogle fejl i denne sæson, som har kostet klubben en stor sæson. Han ansatte en ny træner, Paco Johansen, som viste sig at være den forkerte, og han blev fyret. Nogle af spillerne, der blev hentet ind, har heller ikke slået til, som vi havde troet. Min fornemmelse er, at han er klar til en ny udfordring.
Ikke underligt med interesse
Umiddelbart tegner Fredrik de Ron et stærkt billede af Martin Ericsson som sportsdirektør, og det bliver forstærket yderligere af Mikkel Rygaard, der som beskrevet blev hentet af netop svenskeren og straks viste sig som en af de bedste spillere i Allsvenskan.
Rygaard selv forstår godt, at Ericssons navn rumsterer på rygtebørsen.
- Han har kun været i det i tre år, og med de resultater, som han har lavet, må det give en masse interesse, siger han til Tipsbladet, hvorefter han går i dybden med, hvordan det er at arbejde sammen med Ericsson.
- Han er jordnær, og han har selv spillet fodbold på højeste niveau. Han ved, hvad det handler om, og hvordan spillere tænker. Hvis man har været frustreret, har han været god i dialogen. Han har det menneskelige med sig, og han har fået nogle fine resultater. Han har hentet gode spillere, og det er selvfølgelig det allervigtigste for en sportschef at finde de rigtige brikker til et hold.
- Når han skal snakke, så snakker han. Jeg synes, at han har en meget god feeling for, hvornår han skal være på, og hvornår andre skal træde til, siger Rygaard og fortsætter:
- Jeg har tidligere haft sportschefer, der ikke har været synlige. Det er ikke forkert, men jeg kan meget godt lide, at man kan støde på dem, og de er synlige næsten hele tiden.
Du har ikke noget negativt at sige om ham?
- Nej, det har jeg sgu ikke. Giv mig noget mere løn måske, siger Rygaard og slår en stor latter op.
Så må tiden vise, om Ericsson snart rykker videre fra BK Häcken. I denne sæson har der i hvert fald været langt op til toppen, og med blot to ligakampe tilbage er Häcken på sjettepladsen uden mulighed for at kvalificere sig til Europa til næste sæson.