Rygtet til Superligaen: Kontraktløs nordmand er Hareides ønskespiller
Den norske landsholdsspiller Markus Henriksen står i øjeblikket uden kontrakt, men han mangler ikke bejlere.
I sidste uge kunne netmediet bold.dk berette, at både AaB og FC Midtjylland har vist interesse for midtbanespilleren, mens norske VG har skrevet om, at han skulle være i forhandlinger med Porto, mens også Galatasaray, Fenerbahce og Bordeaux skulle være interesserede.
Læs også:Medie: Norsk landsholdsspiller spøger i AaB og FC Midtjylland
Men også Rosenborg er ude efter ham, og cheftræner Åge Hareide lægger ikke skjul på, at Markus Henriksen er en ønskespiller i den norske klub.
- Hvis vi kan ønske os en spiller, så vil vi have Markus Henriksen. Det er klart.
- Han er en rosenborger. Ægte rosenborger og en meget dygtig fodboldspiller. Men vi er nok mange om buddet. Men selvfølgelig, hvis det er muligt. Jeg kan tale med hans far, siger Åge Hareide til Eurosport med henvisning til Trond Henriksen, der er Markus Henriksens far og aktuelt er assistenttræner i Rosenborg.
Markus Henriksen, 28 år, har stået uden kontrakt, siden hans aftale med Hull City udløb i starten af juli. En del af tiden har han tilbragt på træningsbanerne med Rosenborg i Trondheim.
Midtbanespilleren startede sin karriere i Rosenborg, hvor han nåede at spille 108 kampe, før han drog til hollandske AZ Alkmaar.