Fodboldtræneren Ståle Solbakken skal betale en bøde på 20.000 norske kroner (14.000 danske kroner) for at overtræde karantæneregler i forbindelse med coronapandemien.
Det skriver den norske avis VG.
Solbakken, der i sidste uge blev bekræftet som Norges nye landstræner, bekræfter til avisen, at han telefonisk har accepteret bøden fra politiet.
Læs også:Norsk politi åbner sag mod Solbakken for karantænebrud
Solbakken indrømmede mandag, at han ikke har overholdt de norske regler om ti dages indrejsekarantæne efter ankomst fra Danmark 28. november, efter hvad han selv til den norske avis VG kalder en "optællingsfejl".
I søndags - to dage før karantænens udløb - var Solbakken på stadion til en kamp mellem HamKam og Lillestrøm. Mandag deltog han så i et fysisk interview med norsk TV2, selv om han fortsat burde have været i karantæne.
Læs også:Ståle Solbakken dummede sig: Nu beklager han
Brud på karantæne- og isolationspligt kan straffes med en bøde på 20.000 norske kroner eller fængselsstraf, men det blev altså ved bøden i dette tilfælde.
Solbakken blev i sidste uge ansat som ny landstræner for det norske herrelandshold. 10. oktober blev han fyret i FC København efter en periode med sløje resultater.
/ritzau/
Læs også:Solbakken tilfreds, men: Det havde været bedre med Danmark
Læs også:Norsk landsholdsangriber glæder sig til krævende Ståle
Læs også:Leder: Solbakken kan bruge Haaland og Ødegaard til at score en stor stilling