Andreas Pyndt har blomstret stort i svenske IFK Göteborg under lejeopholdet, men danskerens tid i den svenske klub er forbi.
Den svenske klub opgiver nemlig at købe danskeren fri af kontrakten i Silkeborg.
Tipsbladet har talt med den tidligere Brøndby-spiller om at sige farvel til den svenske klub.
- Jeg har egentlig været glad for at komme tilbage til Silkeborg på trods af en god tid Göteborg. Nu er der også sket nogle ting i Göteborg med et nyt trænerteam (Jens Berhel Askou er taget til Sparta Prag, red.), så der er måske nogle andre ansigter. De har måske valgt at gå en helt anden vej, så det er sådan, fodboldverdenen er, at det måske ikke er en mulighed alligevel.
- Det har været fint at komme tilbage til Silkeborg, hvor der er en masse kendte ansigter. Det har været en fin start, og jeg har fået vist mig godt frem, siger Andreas Pyndt til Tipsbladet.
Havde du håbet på et længere ophold?
- Det var i hvert fald nok en mulighed. Det var en rigtig god tid, og jeg fik en masse spilletid. Det var hele essensen med lejeopholdet. Jeg føler, at jeg har udviklet mig, og jeg har prøvet at bo i udlandet. Det har givet en masse hård på brystet. Det har været givende for min udvikling.
Er du skuffet?
- Nej, det synes jeg ikke.
Tror du, at det har haft indflydelse på, at du er væk, at Jens Berthel Askou er væk?
- Ja, det har vel nok et eller andet at sige. Jeg formoder ikke, at de nye trænere kender mig på samme måde, som Jens og assistenten Sindre (Tjelmeland, red.). Dem højere opppe i hierarkiet kender mig jo godt, men det er træneren, der udpeger de spillere, som han vil have til systemet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Vil overbevise Kent Nielsen
Nu skal midtbanespilleren forsøge at spille sig til en fast plads i Silkeborg, og han føler, at han står skarpt efter fast spilletid i Allsvenskan.
- Jeg vil give den gas i pre-season, og så må vi se, hvor det tager mig hen. Nu har vi også nogle kampe i Europa, så vi har flere kampe, og vi får nok brug for flere mand i truppen, så jeg vil vise mig bedst muligt frem og vise træneren, at jeg skal spille.
- Jeg vil tage noget af mit momentum med fra Sverige og bygge videre på det, så skal det nok blive godt, siger Andreas Pyndt til Tipsbladet og tilføjer.
- Jeg synes, at jeg har fået en masse hård på brystet og spillet nogle rigtig fede kampe foran rigtig mange mennesker, hvor det betyder noget.
23-årige Pyndts kontrakt med Silkeborg løber til udgangen af 2027.
I denne sæson står danskeren noteret for ti Allsvenskan-kampe.