Selv om alderen nærmer sig de 40 år, så er Zlatan Ibrahimovic stadig Sveriges bedste fodboldspiller.
Det blev han i hvert fald kåret til tirsdag aften, da den årlige pris for bedste svenske fodboldspiller, Guldbolden, blev uddelt. Det skriver svenske TV4.
Det er 12. gang, at den 39-årige AC Milan-angriber modtager prisen, hvilket er suveræn rekord. Han blev tildelt Guldbolden ti gange i træk fra 2007 til 2016. De seneste tre år har prisen været ude af Ibrahimovics hænder, men nu er den altså tilbage hos den rutinerede svensker.
- Jeg tror på, at alt er muligt, hvis man bare tror på det og lægger meget tid og hårdt arbejde i det.
- Jeg har store krav til mig selv, lægger stort pres på mig selv og præsterer, hver gang jeg går på banen, siger Ibrahimovic til TV4 i forbindelse med prisuddelingen.
Ibrahimovic spiller i øjeblikket for AC Milan, hvor han er holdkammerat med blandt andre danske Simon Kjær. Svenskeren har været en vigtig del af det mandskab, der lige nu topper den italienske Serie A. Han er således topscorer i ligaen med ti fuldtræffere.
Den målfarlige angriber har tidligere i karrieren repræsenteret store klubber som Manchester United, Paris Saint-Germain, FC Barcelona, Inter, Juventus og Ajax.
Han var også en tur i USA, hvor han spillede for LA Galaxy, inden han vendte tilbage til AC Milan.
/ritzau/