Video : Tipsbladet
Skandinavien

Norsk politi rykkede ud til husspektakler: Fejrede bare Junkers sejrsmål

Kasper Junker nyder succesen i Bodø/Glimt, som kan vinde mesterskabet i weekenden. Selv om tribunerne ikke blive fyldt, mærker han fansenes glæde i hele byen. Efter seneste kamp gik det dog over gevind et sted.

Kasper Junker er ved at fortælle, hvor meget det vil betyde for ham, hans klub og byen, han bor i, når og hvis Bodø/Glimt bliver mester, da han nærmest afbryder sig selv. Han vil fortælle en anekdote, der underbygge pointen.

- Den anden dag læste jeg, at politiet kom ud, fordi nogen troede, der var ballade i et hus, men så var det bare, fordi de jublede over min 3-2-scoring. De rykkede ud med alarm og hele svineriet, men det var bare, fordi folk var gået amok. Det viser, hvor meget folk gået op i, så det er rart at give noget tilbage, siger angriberen.

Der var også god grund til at juble. Junkers 3-2-scoring gav ikke bare Bodø/Glimt en sejr over Kristiansund; den sendte også holdet på guldkurs. I den kommende weekend har Bodø/Glimt for første gang chancen for at sikre sig mesterskabet.

Det kræver, at Junker og co. selv slår Aalesund, der ligger ubehjælpeligt sidst, mens Molde skal tabe til selvsamme Kristiansund, og Rosenborg sætter point til mod Viking.

Men uanset om det sker på søndag eller ej, forventer Kasper Junker, at Bodø/Glimt vinder guld før eller siden. Holdet har trods alt 16 point ned til Molde.

- Det skal vi kunne nu. Hele sæsonen har vi snakket om præstationer og ikke så gerne villet snakke om guldet, men nu forventer jeg, at vi gør arbejdet færdig. Hvis ikke på søndag, så næste gang igen. Det skal vi kunne formå at sige og gøre. Jeg er ikke så bange for det, men vi må ikke falde i søvn, siger han.

Bodø/Glimt har kun tabt én ligakamp i sæsonen, så i den forstand er det jo ikke overraskende, at det kun er et spørgsmål om tid, før de bliver mestre. Men de færreste havde forudset før sæsonen, at holdet ville "smadre ligaen sådan", som Junker siger.

Det bliver klubbens første mesterskab i historien, og det kan dens danske angriber godt mærke.

- Det vil være fantastisk for klubben og os spillere at opnå at vinde så stor titel. Det er ikke mange spillere, der formår at opnå det i deres karriere, så det vil være kæmpestort for mig og de andre spillere. Folk er helt hysteriske, og de går virkelig meget op i klubben og historien, fortæller Junker.

- Jeg tror, 80 procent af husene i Bodø har flag hængende ud af deres hus, i butikker eller en trøje ud af vinduet. Når man møder folk på gaden, eller hvis man skal hente noget mad, kommer de op og så roser de én.

Læs også:Brandvarm dansker i Norge: Kan ikke se mig selv i dansk fodbold igen

- Det er lidt anderledes i Danmark. Her hænger flagene på altanen eller nærmest i flagstangen ved villaerne. Det er ret vildt, men det er præcis det, der er så fedt. Når man ser et Bodø-flag hænge ud af et hus, ved man, at de sidder hjemme hver søndag og ser kampene. Det er fedt at tænke på.

I Norge må der også kun komme et fåtal af tilskuere på stadion, så Bodø/Glimt-tilhængerne må vise deres glæde med flag eller ved at juble så højt i eget hjem, at naboerne tilkalder politiet.

"Følte lidt, jeg var gået i stå"
Kasper Junker tager det foreløbig mere afdæmpet, selv om få har så meget at juble over som ham. Det er kun 15 måneder, siden AC Horsens udlejede ham til Stabæk, fordi han ikke kunne få det til at fungere i den gule trøje, og kun 10 måneder, siden Bodø/Glimt købte ham fri.

Siden har han scoret 16 mål og lagt op til 7 i 18 ligakampe. Læg dertil en scoring mod AC Milan på San Siro i Europa League-kvalifkationen.

- At komme til Norge har betydet alt jo. For halvandet år siden følte jeg lidt, jeg var gået i stå, og nu er min karriere på sporet igen. Jeg lever op til det, jeg tidligere har fået at vide, og det pres, jeg lægger på sig selv. Nogle gange skal man tage andre veje for at finde sig selv og leve op til sit potentiale, siger den danske Bodø-bomber.

Hvad er forklaringen på, at det har fungeret så godt for dig i Norge?

- Det har været godt for mig at komme til et nyt land med nye øjne, men også at kigge selv i øjnene. Jeg står 100 procent på egne ben nu og skal tage ansvar for alt. Jeg kan se en stor udvikling i mit år-halvandet i Norge. Jeg tager mere ansvar og er mere bevidst om de valg, jeg tager, både på og uden for banen.

Junker har tidligere rost cheftræner Kjetil Knutsen til skyerne. Han er også en del af forklaringen på succesen.

- Trænerne er en stor del af det. De troede virkelig bare på mig og gav mig frihed og ro til at stole på mig selv. Men den største forskel er at skulle stole på mig selv og på, at de valg, jeg traf, var de rigtige, i stedet for nogle skulle instruere mig i noget andet. Man skal altid være modtagelig for at blive bedre, men man må sgu aldrig glemme sit instinkt, især ikke som angriber.

Læs også:Ny Bodø/Glimt-sejr: Danskerklubben kan blive mestre i næste runde

Det har også hjulpet, at Kasper Junker har været omgivet af pivfarlige holdkammerater. Dels Jens Petter Hauge, der blev solgt til AC Milan, dels Philip Zinckernagel. Sidstnævnte er Junker meget sammen med, blandt andet fordi de bor sammen.

- Han flyttede ind i sommer, fordi hans lejlighed var opsagt, og han har udløb til vinter, så han var usikker på fremtiden, fortæller Junker om sin holdkammerat, der ligner en spiller, der er klar til at forlade Bodø/Glimt.

Spørgsmålet er så, om Junker selv er det.

- Der er selvfølgelig interesse, hvilket ikke vil undre nogen, når vi har haft den sæson som klub, og som jeg personligt har haft. Så må vi se, om der skal ske noget. Jeg har lært ikke at stresse, som jeg måske gjorde tidligere, siger angriberen.

Ser sig selv på højere hylde
Han skal nu opveje muligheden for at blive det sted, hvor han har været en kæmpesucces, mod muligheden for at komme til en større klub.

- Jeg er sindssygt glad for være i Bodø, og jeg skylder dem en masse, men jeg ser også mig selv på en højere hylde. Da jeg tog herop, var det med en fælles enighed om, at hvis jeg kunne spille godt her, skulle jeg skydes af sted, siger Kasper Junker.

- Jeg er en markant anderledes person nu, end da jeg tog fra Danmark, så jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil kunne klare skridtet til en større og endnu mere kynisk liga. Men det hele skal gå op, også for klubben. Det skylder jeg. Men der er nogle spændende klubber interesseret.

Hvor meget får du selv at vide?

- Jeg får selvfølgelig lidt at vide og snakker med min agent om det. Jeg har ikke noget imod at høre de forskellige ting. Det tager jeg sgu stille og roligt. Jeg har været i vanskeligere situationer end nu, så det er bare med at nyde at stå i en god situation.

- Hvis det påvirkede mig, ville det have gjort det tidligere. Men det har ikke påvirket mine præstationer overhovedet. Vi snakker om tingene og om, hvad der kunne være spændende. Det skal hænge sammen økonomisk, også for Bodø, og niveaumæssigt.

- Der er forskellige pakker på bordet, og det er spændende at være med til.

I første omgang er Kasper Junker opsat på at gøre arbejdet færdig i Bodø/Glimt, måske allerede på søndag. Forhåbentlig uden politiets indblanding denne gang.

Læs også:Junker rystet over modstandere: Nogen bliver jo nødt til at tage det her op

Læs også:Kasper Junker sender Bodø/Glimt tæt på klubbens første mesterskab

Læs også:Norsk danskerklub løber ind i første liga-nederlag i 2020