Video : Tipsbladet
Skandinavien

Nordmænd køber angriber i dansk klub

Den danske angriber Henrik Meister skifter til norsk fodbold.

Han er 19 år og en fysisk stærk angriber, og i fremtiden kan danske Henrik Meister se frem til at prøve sig af i norske Sarpsborg 08.

Den norske klub skriver på sin hjemmeside, at den har købt den 19-årige danske angriber i Fremad Amager, som i den kommende sæson spiller i 2. division.

I Sarpsborg 08 har Henrik Meister fået en aftale, der løber frem til udgangen af 2026.

Det er kun halvandet år siden, at Fremad Amager på en fri transfer hentede frontløberen i FA 2000, og nu sælger man ham altså videre til Sarpsborg, der spiller i den bedste norske række.

Henrik Meister kommer fra en sæson med fem scoringer i 16 kampe i NordicBet Ligaen, og Sarpsborg beskriver ham som en stærk angriber med et godt potentiale.

- Henrik Meister er en spillertype, som skiller sig lidt ud i forhold til det, vi har i truppen. Først og fremmest har han en fysisk pakke, som begejstrer os. Han er over 190 centimeter og har et godt tempo. Det er en angriber, som går til den i nærkampene og bruger fysik på en god måde, siger direktør Bjørge Øiestad til klubbens hjemmeside og forklarer:

- Meister er ikke det færdige produkt, men vi ser meget i ham, som vi tror på kan tilføre os meget - i hvert fald på sigt. Vi glæder os til at lære ham bedre at kende.

I Sarpsborg bliver han holdkammerat med en del danskere, da klubben efterhånden har fået tilknyttet mange med dansk pas.

Anton Skipper, Jeppe Andersen, Victor Torp, Mikkel Maigaard og Gustav Mogensen er alle at finde på førsteholdet. Her er i øvrigt også Superliga-kendte Simon Tibbling.

Sarpsborg er aktuelt nummer seks i Eliteserien.