Sidste sommer forlod Gustaf Nilsson dansk fodbold og vendte hjem til Sverige for at spille for BK Häcken, men allerede nu kan han være på vej videre igen.
Den tidligere Superliga-angriber har nemlig ikke været en succes i Häcken, hvor han i denne sæson heller ikke får meget spilletid. Nu erfarer svenske GT også, at Gustaf Nilsson bliver udlejet til Falkenbergs FF.
Læs også:Tidligere landsholdsspillers søn får ungdomskontrakt i EfB
Det var i netop Falkenbergs FF, at Gustaf Nilsson fik sit seniorgennembrud, før han i 2016 skiftede til Brøndby IF. For Falkenbergs nåede han at score 12 mål på 37 kampe.
Lejeaftalen er imidlertid også et skifte fra top til bund for den 23-årige angriber. BK Häcken er aktuelt nummer fem i Allsvenskan, mens Falkenbergs FF skraber bunden og er nummer 16 ud af 16.
Gustaf Nilsson blev ikke en stor succes i dansk fodbold, hvor han spillede en sæson hos hver af Brøndby IF, Silkeborg IF og Vejle Boldklub. Mest succes havde hos Silkeborg med 10 mål på 36 kampe, mens det hos Brøndby blot blev til en enkelt scoring.
Læs også:Trods smittestigning i Århus: AGF-boss er klar til flere tilskuere
Læs også:Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub