Rosenborg BK fyrede for knap en måned siden Eirik Horneland, og siden har der været en hel del rygter om, at Åge Hareide ville overtage trænertjansen i den norske klub. Men det bliver angiveligt ikke tilfældet.
Det erfarer norsk TV 2.
66-årige Hareide har stået uden job, siden han forlod jobbet som dansk landstræner i foråret. Tidligere har han også været i netop Rosenborg, men han har ifølge mediet takket nej til at vende tilbage til den norske storklub.
Overfor TV 2 vil Rosenborg ikke kommentere på konkrete navne.
- Vi kommenterer ikke konkrete navne. Vi arbejder hele tiden med at skaffe en træner, skriver Rosenborgs daglige leder, Ivar Koteng, til TV 2.
Det var planen, at Åge Hareide skulle stå i spidsen for det danske landshold ved sommerens EM, før Kasper Hjulmand ville overtage tjansen. Da slutrunden blev udskudt med et år, blev det dog besluttet, at Hjulmand overtog landstrænerjobbet lidt før tid.
Læs også:Hjulmand frygter udbrændte spillere til EM: Kan godt være bekymret
Læs også:Ny landskamp på plads: Danmark møder Sverige i Brøndby