Lillestrøm-dansker i chok efter nedrykning: Man husker det her om 100 år
Mens den danske Superliga er på vej på vinterpause, er den norske Eliteserie netop afviklet, og mens der ikke var meget spænding i toppen til sidst, var der masser af drama i bunden af Eliteserien.
Her trak Ranheim og Tromsø nitten og rykkede ned, og så skulle Lillestrøm og Start spille en playoff-kamp om en enkelt billet til den bedste række i Norge i næste sæson.
Billetten til næste sæson i Eliteserien var Lillestrøm godt på vej til at sikre, da holdet var foran 4-0 hjemme mod Start med bare et kvarter igen af opgøret, efter man havde tabt første opgør med 2-1. Altså skulle Start score tre gange.
Og det gjorde Start så.
1-4 ved Martin Ramsland, 2-4 ved Martin Ramsland og 3-4 ved Martin Ramsland. Målene blev lavet på seks minutter, og dermed var det Tobias Salquist og Daniel A. Pedersen, der rykkede ud, da opgøret blev fløjtet af.
Læs også:Foran 4-0: Norsk danskerklub kollapser og rykker ned
Salquist er her dagen derpå fortsat i chok over nedrykningen.
- Det var en surrealistisk kamp. Vi smarede dem fuldstændigt, og de havde ikke haft et skud på mål, da vi kom foran 4-0. Vi havde muligheder til 5-0. Så scorede de på et indlæg, og de scorede endnu en gang, og så scorede de igen. Alle er i chok over det. Læger, fysioterapeuter, fans, spillere. Alle græder. Stemningen på stadion, da vi var foran 4-0, var magisk, og jeg tror ikke på, man kunne finde den mange andre steder, og så smed vi det hele, siger danske Tobias Salquist til tipsbladet.dk og forklarer om kampen:
- Da vi scorede til 4-0, spurgte jeg vores målmand, hvor mange gange de skulle score, og da han sagde tre, og jeg tænkte på, at de ikke havde haft et skud på mål i kampen, var jeg slet ikke i tvivl om, at det ikke kunne ske, at de ville vinde.
- Men der kom noget frygt, og jeg forstår ikke, hvordan det kan være muligt at lukke tre mål ind. Jeg skal ikke sige mig fri - jeg har selv en andel i det - det har ganske enkelt bare været for dårligt her i efteråret. Vi manglede ét point for at være sikker på at blive oppe, og havde vi bare fået seks point i de sidste 10 kampe, havde vi også reddet os.
I stedet endte det i playoffkampe, og selv om det langt hen ad vejen så godt ud for Lillestrøm over de to kampe mod Start, endte det altså med en forfærdelig nedrykning. Og Salquist ved udmærket godt, at han og holdet har skrevet sig i historiebøgerne for det negative.
- Det er noget, man husker om 50 år. Om 100 år. Det er svært at fortælle, hvor meget det betyder. Der er fans, der har rejst otte timer i bus for at se kampen, og det er helt vildt, hvad folk vil gøre for den her klub. Vi har også lige fået at vide, at der er 150 sponsorer, der er klar på at fortsætte. Klubben har været oppe i 45 år. Det er forfærdeligt, at vi er rykket ud. Alle græder - spillere, ledere, kommunikationschefen, siger stopperen.
Læs også:Få dage før nedrykningsbrag: Danskerklub i Norge fyrer træneren
Efter opgøret ville rasende fans af Lillestrøm have fat i spillerne, fortæller den tidligere Silkeborg-spiller.
- Der er mange følelser involveret - det er mange mennesker, vi har skuffet. Der var politieskort og alt muligt, men jeg havde det sådan, at jeg var klar til at tage mine tæsk, hvis det var. For jeg ved, hvor meget det har betydet, siger Tobias Salquist, der dog ikke frygter at skulle gå rundt i Lillestrøm eller vise sig frem, inden han tager tilbage til Danmark på ferie:
- Er der en, der kommer og giver mig en på hovedet, rejser jeg mig op igen og siger "fair nok, vi står lige nu". Jeg ved jo, at de fans også vil stå her i næste sæson. Nu handler det om at få ryddet op i klubben, og der skal sikkert en masse unge ind i klubben nu. Sportsdirektøren har selv sagt, at han kun vil have motiverede spillere nu.
Tobias Salquist skal også finde ud af, om han er motiveret efter at blive klubben, nu den skal spille i den næstbedste række.
- Det handler også om, hvorvidt økonomien er der - om klubben har råd til mig. Det er altså ikke kun op til mig. Men det gælder for alle om at bruge den næste tid på at mærke efter, om man har lyst til at være der. Jeg er en ærlig person, og jeg ved ikke noget lige nu, siger stopperen, der i januar forlod Waasland-Beveren efter et skuffende halvt år i det, der skulle have været et nyt og fedt kapitel i fodboldkarrieren:
- 2019 har været mit værste år.
Læs også:Hollandsk back vil lære fra sig: Silkeborg er et ungt og talentfuldt hold
Læs også:EM-profiler mødtes som U13: Vi vandt sgu aldrig, fordi de havde Robert Skov
Læs også:Officielt: Tobias Salquist får tre år i Lillestrøm