I Malmö FF har man i den seneste uge sagt farvel til et par angribere, da Guillermo Molins’ kontrakt er blevet ophævet, mens Tim Prica er skiftet til AaB. Og det gør ikke cheftrænerjobbet nemmere for Jon Dahl Tomasson, siger han selv.
Afgangene efterlader Malmö med Isaac Kiese Thelin, Ola Toivonen, Marcus Antonsson og Amin Sarr som alternativerne til angriberpladsen, og selvom Jon Dahl Tomasson nu får nemmere ved at vælge, er afgangene ikke kun positivt.
- Nej, jeg synes, vi har brugt hele holdet ganske godt i sæsonen, siger Jon Dahl Tomasson til Fotbollskanalen og tilføjer:
- Når man er i en stor klub som Malmö, skal der være konkurrence. Der skal være gode spillere her - og det er der. Så nej, det er dejligt, at der er nok spillere at tage i. Så er det selvfølgelig vigtigt at præstere, når man får chancen.
Guillermo Molins og Tim Prica spillede dog ikke store roller for Malmö FF i denne sæson. Førstnævnte noterede sig for ét mål på 10 kampe i Allsvenskan, før kontrakten blev ophævet, mens Tim Prica spillede fire kampe uden at komme på tavlen.
Malmös topscorer i denne Allsvenskan-sæson er Isaac Kiese Thelin, som også er på en delt førsteplads på topscorerlisten i ligaen.