Der var masser af hæder til Malmö FF søndag.
Her blev der uddelt en række priser, og de svenske fodboldmestre endte ikke overraskende med flere af dem.
Malmös danske anfører, Anders Christiansen, tog den helt store pris, da han for andet år i træk blev kåret som Allsvenskans mest værdifulde spiller.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
- Jeg vil gerne takke mit hold. Vi har spillet fantastisk fodbold i år, og vi blev mestre, siger Christiansen ifølge TT.
Jon Dahl Tomasson, der i sin første sæson som cheftræner førte Malmö til guldmedaljerne, blev også hyldet med prisen for Årets Træner.
Priserne uddeles af en jury, der blandt andet består af cheftrænerne og anførerne i den bedste svenske fodboldrække.
Malmö endte med at vinde mesterskabet med ni point ned til nærmeste forfølger, Elfsborg. Sæsonen blev afsluttet sidste weekend, men Malmö sikrede mesterskabet allerede i starten af november.
/ritzau/