Video : Tipsbladet
Skandinavien

David Nielsen fik 'værst tænkelige' debut

David Nielsen led et nederlag i sin trænerdebut for Lillestrøm.

David Nielsen tabte i sin trænerdebut for Lillestrøm, og Adresseavisen konstaterer i sin dækning af kampen, at danskeren fik "den værst tænkelige start" som Lillestrøm-træner.

David Nielsens mandskab tabte 0-2 på udebane til oprykkerne KFUM Oslo, og dermed har Lillestrøm nu tabt seks kampe i træk. Holdet er fortsat placeret under nedrykningsstregen.

Lillestrøm var godt med i udekampen mod KFUM Oslo, men med en halv time tilbage af opgøret blev gæsterne reduceret til 10 mand, da Felix Va fik rødt kort, og forseelsen kastede samtidig et straffespark af sig, som KFUM scorede på. Kort før tid lukkede hjemmeholdet opgøret med målet til 2-0.

- Det er små ting, som bliver afgørende. Jeg synes, gutterne går ud og spiller en fin kamp. Det er et vanskeligt sted at spille her, siger David Nielsen til norsk TV 2 om sin trænerdebut for Lillestrøm.

Lillestrøm har blot et enkelt point op til den gode side af nedrykningsstregen i en tæt bundkamp i den norske liga. Næste opgave er mod Strømsgodset, hvor David Nielsen tidligere har været cheftræner.