Video : Tipsbladet
Skandinavien

Danskerduo sikrer Bodø/Glimt guldet

Kasper Junker og Philip Zinckernagel kom begge på måltavlen, da Bodø/Glimt sikrede det norske guld søndag aften.

Kasper Junker og Philip Zinckernagel er blevet norske mestre med Bodø/Glimt.

Det har længe været undervejs for det nordnorske mandskab, der ganske enkelt har været ustoppelig, men søndag aften sikrede de også mesterskabet matematisk med en sejr over Strømsgodset.

Som de har gjort hele sæsonen, spillede Bodø/Glimts danske duo også en hovedrolle i denne kamp.

Efter blot fire minutter scorede Kasper Junker således kampens første kasse, da han fra en liggende stilling ind i Strømsgodsets felt fik prikket bolden de sidste centimeter over stregen og i mål.

Kun otte minutter senere var Philip Zinckernagel på pletten. Kreatøren tog chancen med et skud fra kanten af feltet, og afslutningen sejlede i mål.

I kampens resterende 80 minutter fik de ikke scoret yderligere, og selvom Strømsgodset reducerede i slutminutter, tog Bodø/Glimt en 2-0-sejr, som i sidste ende sikrede dem det norske mesterskab.

Med fem runder i tilbage fører Bodø/Glimt nemlig med hele 18 point ned til nummer to, Molde, og det er derfor ikke længere matematisk muligt for Molde at hente det nordnorske mandskab.