Video : Tipsbladet
Skandinavien

Danskerdominans i Bodø/Glimt: Vi joker med det

Der er stor dansk succes hos det norske tophold Bodø/Glimt, og det passer Philip Zinckernagel ganske godt.

Philip Zinckernagel er en af danskerne, der har stor succes i den norske klub Bodø/Glimt, og ifølge kantspiller bliver der joket lidt med danskerdominansen internt på holdet.

Det fortæller han til TV2 SPORT.

Zinckernagel er sammen med Kasper Juncker og Sammy Skytte de tre danskere i truppen hos Bodø/Glimt, der er topholdet i Eliteserien i øjeblikket.

Danskertrioen har til sammen scoret over halvdelen af klubbens mål i ligaen i denne sæson, og den målstatistik er et emne, som bliver taget op internt på holdet.

- Der bliver selvfølgelig joket lidt med det, og de er meget glade for at sige ”dansk dynamit” i Norge, så det er selvfølgelig vældig sjovt. Vi kan drille lidt med det. Man får også lidt selv, når man er dansker, så det er meget godt, at vi lige har den, så vi lige kan drille tilbage en gang imellem, lyder det fra Zinckernagel.

- Men de andre offensive midtbanespillere har også scoret en masse mål. Det er et velfungerende hold, og jeg tror, vi har 11 forskellige målscorere – det siger også en del. Men det er altid dejligt, at danskerne leverer.

Juncker er holdets topscorer i indeværende sæson med otte mål, mens Zinckernagel er lige efter med seks mål.

Bodø/Glimt har vundet samtlige syv kampe i Eliteserien og ligger dermed på førstepladsen med 21 point, hvilket er to flere end de forsvarende mestre fra Molde på andenpladsen.

Senest vandt Bodø/Glimt 1-6 ude mod Aalesund, og onsdag skal topholdet igen i aktion mod Kristiansund.

Opgøret mellem Bodø/Glimt og Kristiansund fløjtes i gang klokken 18.00 onsdag aften.