Video : Tipsbladet
Skandinavien

Dansk bomber går målamok: Næsten perfekt start

Den danske angriber Mileta Rajovic er ikke så kendt i Danmark. Ikke endnu. Selv om han har scoret masser af mål i divisionerne. Men i Sverige har de i den grad fået øje på ham.

Da den svenske klub Kalmar FF i onsdags mødte Sirius på hjemmebane, lignede det længe, at danske Mileta Rajovic igen skulle blive matchvinder for klubben.

Den 23-årige angriber, der blev hentet i Næstved BK i dette forår, har fået en strålende start på sæsonen i Kalmar FF, hvor han lige nu står noteret for lige så mange mål, som han har spillet kampe: 10.

Mod Sirius måtte han og holdet dog gå fra banen med 2-2, efter han ellers med to mål havde bragt klubben foran med 2-0. 

Pointtabet er en af de få mindre skuffelser i en ellers vild start på tiden i Sverige.

- Jeg kunne ikke have drømt om mere. Det har været en næsten perfekt start, og der har endda været chancer til flere mål. Jeg er bare faldet rigtig godt ind på holdet, og det har spillet fra start, siger den brandvarme angriber i et interview med Tipsbladet og forklarer:

- Jeg havde høje forventninger, da jeg kom hertil, og jeg havde regnet med at hjælpe med at score mål, men 10 i 10 havde jeg ikke regnet med. Jeg mener selv, at jeg arbejder hårdt for at det kan lykkes, og jeg løber og arbejder hårdt for holdet. At score de mål har været guleroden for mig.

Og hvorfor er det så gået så godt med så mange mål? Måske fordi han er en klassisk angriber, der lever af mål. Måske fordi han bliver sat godt op. Måske er det en kombination.

- Den måde, vi spiller på, passer mig rigtig godt. Vi kan lide at have bolden og skabe chancer, og de er gode til at ramme mig i feltet, siger Rajovic, der også hurtigt er faldet til i omklædningsrummet:

- Det har ikke været svært - drengene har taget godt imod mig, og det føles, som om jeg har været her i flere år. Ikke kun i fire måneder. Nu er det også let, når Danmark og Sverige er så tæt på hinanden. Det er nærmest, som om jeg stadig er hjemme.

Kalmar har fået en rigtig god start på sæsonen og ligger med i subtoppen af Allsvenskan. Det skyldes ikke mindst danskeren, der har scoret fem gange i seks ligakampe, og har sat fem mål ind i fire pokalkampe.

Det vigtigste er holdets succes og at kæmpe for holdet, fortæller han, men personligt kan han også godt tillade sig at drømme om at spille med om topscorertitlen efter den imponerende start.

- Jeg arbejder på at blive bedre, og vil hjælpe holdet med både mål og hårdt arbejde, så vi vinder kampe. Så må vi se, hvad der er af muligheder, men der er jo en topscorerliste, som man vel altid holder lidt øje med.

Hvorfor fik han aldrig chancen?
Rajovic kom frem i AB's ungdomsafdeling og var forbi ungdomsafdelingerne i Randers og Brøndby, inden han i 2018 rykkede til B.93. Det var her, han for alvor fandt fodfæste og næsen for mål.

Siden har han været forbi HB Køge, FC Roskilde og senest Næstved BK, inden Kalmar FF, anført af den danske træner Henrik Jensen, fik øjnene op for divisionsbomberen.

Rajovic har lavet mål næsten alle steder, han har været, men har aldrig fået chancen i dansk fodbolds bedste række.

- Det er et godt spørgsmål - jeg ved det ikke, siger han om spørgsmålet, hvorfor han aldrig har fået en chance i Superligaen:

- Jeg har jo følt, at jeg har haft niveau til det de sidste par år, men det må der være andre, der ikke har ment. Jeg har kæmpet mig op i divisionerne, og nu er jeg glad for, at det er lykkedes at komme op på højeste niveau, siger Mileta Rajovic.

Mens andre i Danmark ikke har kunnet se værdien i at hente Mileta Rajovic, kunne Henrik Jensen og Kalmar FF. Og det nyder de nu godt af.

Netop Jensen er en spændende træner at arbejde med for den 23-årige angriber.

- Det er godt at have en dansk træner, for han kan forklare tingene til mig på dansk, så der ikke bliver problemer med forståelsen. Han har haft en stor betydning for holdet, og han er en rigtig dygtig træner, der har en klar vision om, hvordan han vil spille. Vi har fået en god start.

Mandag aften skal Kalmar FF og Mileta Rajovic forsøge at følge op på den gode start, når man gæster Djurgården. Klubben ligger efter seks runder af Allsvenskan på fjerdepladsen.

Rajovic har skrevet kontrakt med Kalmar FF frem til sommeren 2026, men fortsætter han med at score masser af mål, bliver han formentlig købt af en større fisk inden aftalens udløb.