En af sommerens store transfersagaer fandt sit facit den 13. juli. Her skiftede Randers FC-profilen Lasse Berg Johnsen til Malmö FF.
Nordmanden drog til Kronjylland fra upåagtede Raufoss i hjemlandet i januar 2021, og siden er formkurven kun gået en vej. Det er opad, og inden sit exit var han blandt Superligaens bedste defensive midtbanespillere.
Derfor var rygterne omkring hans fremtid mange, men i sidste ende faldt valget på Malmö FF. Nu sætter Lasse Berg Johnsen ord på skiftet i et stort interview med Tipsbladet.
- Der var forskellige muligheder og interesse fra Holland og Belgien, men Malmö var konkrete. Jeg synes, at det er en stor klub. Jeg synes også, at det er et skridt op fra Randers, selvom den danske Superliga måske er et lille niveau foran den svenske.
- Jeg ser det også som et rigtig godt springbræt, hvis jeg gør det godt. Man kan hurtigt falde ind i tanken om at tage direkte fra Randers til eksempelvis Frankrig eller Tyskland. Det vil jeg også gerne en dag, men det handler også om at være fornuftig og tage til et sted, hvor man kan spille.
Hvor meget hørte du selv til interessen fra FC København og FC Nordsjælland?
- Det ved jeg faktisk ikke, for det blev aldrig rigtig konkret. Så det var ikke noget, at jeg gik ind i, da jeg også havde givet udtryk for, at det ikke var min førsteprioritet. Så det nåede ikke meget længere end noget interesse. Så Randers ved formentlig bedre end jeg, hvad der var.
Søren Pedersen fortalte i hvert fald til Tipsbladet, at man forhandlede med en dansk klub, mens Sportbladet afslørede, at FC Nordsjælland og FC København viste interesse.
Lasse Berg Johnsen har fået en fin start på eventyret i Malmö FF (Foto: Malmö FF).
Bizar transferafsløring
Mens transferaktiviteten var på sit højeste denne sommer, og rygterne omkring Lasse Berg Johnsens fremtid var et konstant samtaleemne, blev hans fremtid fra ganske uventet kant afsløret.
En tur til frisøren endte mere eller mindre i Lasse Berg Johnsens præsentation i Malmö FF.
- Det blev jo en sjov historie. Jeg har haft en fast barber i Randers, hvor jeg tit kom og fik mig en frisk frisure. En gang i mellem lagde han nogle billeder ud, når jeg var på besøg, men jeg glemte vist at sige til ham, at han ikke skulle skrive noget om transferen. Det var allerede for sent, for et par timer senere var det på Instagram. Til syvende og sidst blev det jo en sjov ting, hvor han nærmest præsenterede mig.
Blev de sure i Malmö over det?
- Alle tog det med et smil i Sverige. Jeg tror også, at de vurderede, at det var fint til præsentationsvideoen. Jeg skulle også høre lidt for det i mit nye omklædningsrum. Alle skulle lige rose min fade og høre mig om, hvad min barber hedder.
Lasse Berg Johnsen har underskrevet en lang kontrakt frem til udgangen af 2027, så det er formentlig ikke lige rundt om hjørnet, at hans frisør kommer til at breake hans næste skifte.
Lasse Berg Johnsen var med til at tage Randers FC til nye højder i løbet af sine 2,5 år i klubben (Foto: Jan Christensen).
God start i Malmö
Lasse Berg Johnsen har været i Malmö FF i lidt over to måneder, hvor han er ved at være faldet på plads. Man indtager førstepladsen i Allsvenskan, og den pasningsstærke nordmand har ligeledes erobret en af klubbens midtbanepladser.
- Starten har været fornuftig. Der har været en del ting at sætte sig ind i, når du kommer til et nyt hold med ny trænere og en ny måde at spille på. Jeg har også skullet vænne mig til et nyt omklædningsrum med nye spillere. Og så var jeg heller ikke på 100 procent efter den sidste træningskamp med Randers, så jeg skulle lige bruge nogle uger på at blive helt frisk.
Det er 24-årige Lasse Berg Johnsen nu og har derfor spillet klubbens seneste syv kampe fra start.
- Jeg er blevet fast mand på holdet og har fundet min plads her. Spillestilen er lidt mere boldorienteret med mere possesion, end den var i Danmark og Randers, men det kan jeg godt lide. Og så er forventningen jo, at de hold, vi møder, vil tage et defensivt udgangspunkt. Så det er en lidt anden måde at angribe kampene på, som også er afgørende for de positioner, som jeg kommer i.
- Jeg har haft en del videomøder med trænerteamet, hvor vi har talt om, hvordan jeg skal bruge mine færdigheder bedst muligt. Det synes jeg, at jeg er blevet bedre kamp for kamp. Nu ligger vi på førstepladsen, og tingene ser bedre ud, så jeg glæder mig til, alt det der kommer. Jeg er faldet godt på plads her.
Lasse Berg Johnsens Malmö FF topper aktuelt Allsvenskan med fire point ned til Elfsborg. Der resterer seks spillerunder, inden guld, sølv og bronze skal fordeles.