Video : Tipsbladet
Skandinavien

Anfører-AC: Vil ikke sammenlignes med Rosenberg

Anders Christiansen har overtaget anførerbindet i Malmö FF fra Markus Rosenberg, men han vil ikke sammenlignes med klublegenden.

Malmö FF sparkede mandag aften deres Allsvenskan-sæson i gang hjemme mod Mjällby IF.

Her sørgede danske Anders Christiansen med to scoringer for, at klubben kom fra land med tre point, og det var samtidig første gang, han scorede to gange i samme kamp for Malmö.

- Nej, det har jeg aldrig gjort i Malmö. Jeg gjorde det engang i Nordsjælland. Hvis jeg er heldig, registreres det i hvert fald som to mål. Det var dejligt at prøve, siger han ifølge Fotbollskanalen til pressen efter opgøret.

Læs også:Jon Dahl Tomasson begræder skadet profil

Hjemmeholdet måtte vente indtil anden halvleg på den første scoring, og Jon Dahl Tomasson sagde efter slutfløjt, at Malmö i perioder spillede for langsomt, men Christiansen er ikke bekymret.

- Nej, sådan er det, når vi spiller, som vi gør. Det lignede kampen mod AFC i pokalen; det kan tage tid. De forsvarer med ni spillere, og vi spiller lidt for langsomt. Men så længe vi har bolden meget og kommer frem til chancer, når vi spiller hurtigt, er det acceptabelt. Jeg synes, at vi viste gode takter, men vi kan også blive bedre.

- Det er skønt at vinde 2-0 og være i kontrol i størstedelen af kampen. De får nogle chancer efter hjørnespark i anden halvleg, og det skal vi gøre bedre. Men det er den første kamp, nu er vi i gang med en 2-0-sejr, og så tager vi til Göteborg på torsdag.

Læs også:Dansker utilfreds med første år: Det var ikke derfor, jeg kom til Malmö

Markus Rosenberg stoppede karrieren ved årsskiftet, og Jon Dahl valgte siden at gøre den danske midtbanespiller til klubbens anfører.

Det store ansvar tog han så på sig mod Mjällby, men Christiansen ønsker ikke at blive sammenlignet med Malmö-legenden.

- Jeg har sagt det før: "Macken" er en kulturbærer, måske en af Malmös to største i historien, så jeg vil ikke begynde at sammenligne mig med ham. Jeg er mig selv og spiller fodbold på min egen måde for at hjælpe holdet.

Anders Christiansen har scoret 29 mål og lavet 25 oplæg i 126 kampe for den svenske klub.

Læs også:Dobbelt danskerscoring i Malmö-sejr

Læs også:Jon Dahl sejrede i Allsvenskan-debut: Vi så lidt usikre ud i starten

Læs også:Ahmedhodzic roser: Har et godt samarbejde med Lasse Nielsen