Video : Tipsbladet
Skandinavien

Alexander Sørloth helt vild med dansk angriber

Den norske landsholdsspiller er en stor beundrer af dansk angriber.

Hvis der er én, der kan sætte tænder i andestegen med en god smag i munden juleaften, er det den danske Rosenborg-angriber Casper Tengstedt. Han kan se tilbage på et fuldstændig forrygende 2022, der for alvor tog fart, da han byttede AC Horsens ud med Trondheim-klubben i sommer.

22-årige Casper Tengstedt er noteret for vanvittige 15 mål i 14 kampe, og det har han krydret med ni assists til holdkammeraterne. Det kan nærmest ikke gøres bedre, og danskeren er da også blevet mødt af stor anerkendelse.

Nu også fra den tidligere FC Midtjylland-stjerne Alexander Sørloth, der til dagligt tørner ud for Real Sociedad. Han nyder at følge Tengstedts bedrifter i barndomsklubben Rosenborg. 

- Jeg skal ikke sige dette for højt, for jeg har jo lyst til, at Rosenborg skal beholde ham. Men Casper Tengstedt er alt for god til Rosenborg. Det har han vist, siger Alexander Sørloth til Adresseavisen og tilføjer:

- Han har været helt fantastisk. Han har scoret mål fra dag ét. Han var ikke så synlig i kampene, men han scorede alligevel. I løbet af sæsonen har han vist mere og mere kvalitet. Han er sågar hurtigere, end jeg troede, og tilmed er han fysisk stærk.

Den norske landsholdsspiller beundrer især Casper Tengsteds koldblodighed foran mål.

- Han afslutter ikke bare med vristen, men altid med indersiden. Det er et internationalt snit over Tengstedt, fastslår Sørloth.

De mange scoringer har naturligvis også gjort Casper Tengstedt til et varmt navn i hele Europa, og flere klubber viser interesse for ham. Især i Belgien har den tidligere AC Horsens-forward mange bejlere.

Læs her, hvor meget Casper Tengstedt koster.