Video : Tipsbladet
Skandinavien

Afsløring: Esbjerg tæt på Emil Holten-salg

Elfsborg med den tidligere AaB-træner Oscar Hiljemark har lagt et bud på Esbjergs stjernespiller Emil Holten, og et salg nærmer sig med hastige skridt, kan Tipsbladet afsløre.

Udenlandske klubber sværmer om Esbjergs største profiler.

Denne gang er 1. divisionsklubben meget tæt på at sælge Emil Holten til Elfsborg.

Ifølge Tipsbladets oplysninger er alle parter millimeter fra at nå til enighed, og hvis de sidste knaster som forventet bliver høvlet af, vil angriberen skifte til Allsvenskan-klubben for et beløb på omkring 3,5 millioner kroner.

Det svenske medie Fotbolldirekt var først til at melde om interessen for nogle dage siden, og siden er det gået stærkt.

Emil Holten har været en kæmpe succes i den tidligere danske storklub, der stille og roligt er på vej tilbage til toppen af dansk fodbold.

Foto: EfB

Han skiftede i 2021 til den vestjyske klub fra Silkeborg, og siden har EfBs modstandere skulle frygte indkasserede mål.

Emil Holten har således imponerende 38 mål og 13 oplæg i 75 kampe for Esbjerg, altså et mål i mindre end hver anden kamp.

14 af dem lavede han i 24 kampe i sidste sæson, hvor han altså havde en stor andel i, at Esbjerg igen er at finde i den næstbedste række.

Her har han også allerede vist målformen godt frem med fire mål i tre kampe.

Men nu tyder det på, at han ligesom Elias Sørensen tager skridtet til udenlandsk fodbold med et år tilbage af kontrakten, for Elfsborg med Oscar Hiljemark som cheftræner for Allsvenskan-klubben er ved at hente ham.