Video : Tipsbladet
Skandinavien

Af personlige årsager: Carlo Holse er rejst hjem til Danmark

Carlo Holse er rejst hjem til Danmark af personlige årsager, meddeler Rosenborg.

Spillerne i Rosenborg træner i små grupper, men det gælder ikke klubbens pt. eneste dansker Carlo Holse. Han har fået lov til at rejse hjem til Danmark af personlige årsager - nærmere bestemt af familiehensyn, fortæller cheftræner Eirik Horneland til Adresseavisen.

Det er uvist, hvornår Carlo Holse vender tilbage til Trondheim, men det står klart, at når han gør, skal han i hjemmekarantæne i 14 dage. Derfor kommer den tidligere FC København-spiller uundgåeligt til at halte lidt efter holdkammeraterne i Rosenborg.

Læs også:Tidligere Rosenborg-spiller: Klubben spiller maskinfodbold

- Det var også en af grundene til, at vi i udgangspunktet forsøgte at holde på ham. Carlo må træne på egen hånd i Danmark, og lige præcis det er jeg overhovedet ikke bekymret for. Jeg havde selvsagt gerne set, at han ikke var taget af sted, da han får karantæne, når han kommer tilbage, men den karantæne må vi bare leve med, siger Eirik Horneland til den norske avis.

Historien melder ikke noget om den præcise årsag til, at Carlo Holse er rejst hjem til Danmark, men Rosenborgs cheftræner fastslår, at det har været en meget svær start for den 20-årige offensivspiller, der skiftede til de mangedobbelte norske mestre i slutningen af januar.

Læs også:Rosenborg om Prica: Alle topklubber i Skandinavien følger ham

- Han kom til Rosenborg på et dårligt tidspunkt, og det er klart, at det har været vanskeligt. Vi har prøvet at tage vare på ham så godt, vi kan, men det har været vanskeligt i og med, at vi har været isolerede. Han har været meget alene. Gruppetræningerne er den eneste sociale omgang, han har haft. Det er klart, at det er vanskeligt for en ung mand, der er kommet til en ny klub i et nyt land. Det er også én af grundene til, at vi til slut valgte at sende ham hjem til Danmark, lyder det fra Horneland.

Den norske liga skulle være gået i gang i starten af april, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af coronakrisen, og derfor har Carlo Holse endnu ikke fået sin debut i Rosenborgs hvide trøje.

Carlo Holse har kontrakt med Rosenborg frem til udgangen af 2023. 

Læs også:Holse i Rosenborg: I FCK tog det et år, før de fandt ud af, hvad jeg hedder

Læs også:Celta Vigo vil have Pione Sisto tilbage til Spanien

Læs også:Dansk cheftræner: Brøndby er en klub, der tiltrækker mig

Læs også:Bekymringer i Brøndby: Den bliver et bæst