Video : Tipsbladet
Serie A

Dansker rygtet til United og Spurs: Vil spille for en af verdens største klubber

Joachim Andersen har angiveligt bejlere hos både Manchester United, Tottenham Hotspur, AC Milan og Inter. Hans ambition er også at spille for en af verdens største klubber en dag, og i de bestræbelser er han skiftet til et stort engelsk agentfirma. Han slår dog fast, at han også gerne blive i Sampdoria denne sommer.

Af alle smilene i U21-landsholdets lejr var Joachim Andersens størst tirsdag eftermiddag. Midtstopperen kom med studenterhue på hovedet direkte fra sin afsluttende eksamen, og den ene holdkammerat efter den anden kom hen for at lykønske ham.

Huen var endda ikke Andersens eneste grund til at smile. Han kan se tilbage på den forgangne sæson i Sampdoria med glæde, for han var fast mand i forsvaret, og holdet sluttede på en hæderlig niendeplads.

Det var første gang, danskeren spillede en hel seniorsæson som fast starter, og det er bare noget andet end at være en ung reserve.

- Man føler sig mere en del af holdet, og man har en mulighed for at vise sig frem, hvilket man ikke har, når man ikke spiller. Der kommer en større interesse omkring én, en større opmærksomhed. Det er helt klart den største forskel, siger han til tipsbladet.dk.

Hvordan har du mærket den øgede interesse?

- I Italien er folk glade for fodbold, så når man går på restaurant eller på gaden, genkender folk én. Jeg har kun fået positive kommentarer med på vejen, så det har været dejligt. Når man er ude at spise, får man altid nogle bedre priser end de andre. Det er vigtigt at være gode venner med ejerne på restauranterne, siger Joachim Andersen, hvis smil forvandler sig til en latter.

- Medierne begynder også at spekulere i forskellige ting, så det er også en ting, man kan tage med.

I løbet af foråret har italienske, engelske og danske medier sat Joachim Andersen i forbindelse med klubber som Manchester United, Tottenham Hotspur, AC Milan og Inter. Men hvor meget har hovedpersonen selv tænkt på sin fremtid?

- Nu har jeg spillet en sæson i Serie A som starter og har udviklet mig utrolig meget. Plus jeg lige har skrevet under på en ny kontrakt (til 2022, red.). Jeg kan sagtens udvikle mig meget mere i Sampdoria. Jeg har været superglad for at være i Sampdoria, men min ambition er også at spille for en af de største klubber i verden. Når man ser de klubber, man bliver sat i forbindelse med, gør det da én utrolig glad. Det giver da mod på mere. Hvis det kommer, så kommer det. Hvis ikke, er jeg glad i Sampdoria og kan udvikle mig endnu mere der, siger han.

I begyndelsen af marts annoncerede det engelske agentfirma Stellar Group, at det havede lavet en aftale med Altético Madrid-profilen Saúl Ñíguez og Joachim Andersen. Firmaet råder desuden over navne som Gareth Bale, Luke Shaw, Jordan Pickford og Daniel Wass. Langt de fleste spillere optræder i England.

Det skifte skal ses i lyset af Joachim Andersens førnævnte ambitioner.

- Jo, jeg har altid haft det sådan - og har snakket med min familie om - at man er nødt til at skabe de bedste forudsætninger for sig selv. Man er nødt til at få mennesker omkring sig, som kan føre én nogle veje, som man ikke selv kunne. At der er nogle folk, som gerne vil én det bedste. Det er det, jeg forsøger at gøre hele tiden. Optimere nogle små ting. Så selvfølgelig er man nødt til at arbejde med de bedste, siger han.

Om det indebærer et sommerskifte, vil tiden vise. I første omgang skal Joachim Andersen op mod de bedste unge spillere i Europa, når Danmark spiller U21-EM i Italien. Første kamp er mod Tyskland 17. juni.