FC Nordsjælland har onsdag lavet et nyt stort salg i klubbens historie, da man har sendt den unge angriber Andreas Skov Olsen videre til den italienske Serie A-klub Bologna. Selv takker han for den tid, han har haft i Superligaklubben.
Det gør han i et interview på sin nu tidligere klubs officielle hjemmeside.
- Jeg vil først og fremmest gerne takke alle i FCN for alt det, klubben har gjort for mig. Min egen udvikling her har været fantastisk, lige som klubbens har været det. Alle i FCN har altid troet på mig, også når jeg ikke selv gjorde det, siger han og fortsætter:
- Helt tilbage til dengang, hvor jeg som 15-årig blev skadet og troede det var slut med at spille fodbold. Men klubben troede på, at jeg kunne komme tilbage, og de betalte for min operation, selv om det langt fra var sikkert, at den kunne få mig tilbage på sporet, lyder det fra Andreas Skov Olsen.
Derudover slår han ligeledes fast, at debuten i Superligaen er noget, som står meget klart i erindringen hos ham. Det samme gælder alle de folk, som har lagt deres tid og tillid i ham i klubben lige fra trænere til behandlere.
- Der er så meget jeg gerne ville sige, men det korte af det lange er, at jeg er taknemmelig. Og det betyder meget for mig, at jeg nu kan give noget tilbage til klubben med en transfer som denne her. Bologna FC er min fremtid nu, og dem har jeg valgt, fordi de har fremlagt et projekt foran mig, og fordi de har fulgt mig i lang tid, forklarer Andreas Skov Olsen, som påpeger, at de kender ham godt i den italienske klub - og at han sagtens kunne have valgt noget andet.
Derfor føler den nye Bologna-spiller, at han har en god fornemmelse inden skiftet til Støvlelandet.
Det menes, at Andreas Skov Olsen skifter for mellem 37 og 45 millioner kroner.