For omkring et års tid siden skiftede Andreas Skov Olsen fra FC Nordsjælland til den italienske Serie A-klub Bologna, men det er ikke blevet til den store sæson for den unge dansker, og det er Bologna-træner Sinisa Mihajlovic opmærksom på.
Det gjorde han klart ved klubbens pressemøde forud for deres kamp mod Napoli.
- Skov Olsen kommer til at spille i morgen, og så er det op til ham. Som indskifter giver han mig ingenting, og min tålmodighed er ved at løbe ud, siger han og fortsætter:
- Lad os se, hvad han finder frem i de næste seks kampe, og så vil vi evaluere. Men jeg er bestemt ikke tilfreds med ham, og han skal til at vågne op, lyder det fra Sinisa Mihajlovic om den danske offensivspillers situation.
Samlet set er det blevet til 21 Serie A-kampe for den nu 20-årige dansker, hvor det er blevet til en enkelt scoring i en kamp mod Napoli tilbage i begyndelsen af december.
Prisen på Andreas Skov Olsen var på omkring 40 millioner kroner.