Han spillede i Italien fra 2010 til 2015, og nu kan Frederik Sørensen være på vej tilbage til støvlelandet.
I Serie A skulle både Udinese og oprykkerne Benevento lure på den 28-årige danske forsvarsspiller. Det skriver La Gazzetta dello Sport.
Sørensen er netop vendt tilbage til FC Köln denne sommer, efter at han tilbragte den seneste sæson på leje i schweiziske Young Boys. I den tyske klub indgår han til gengæld ikke i planerne for den kommende sæson.
Det kan altså åbne for et skifte til italiensk fodbold, hvor der altså er flere bejlere i Serie A. Og skulle han havne i Udinese, vil han blive holdkammerat med en anden dansker - Jens Stryger Larsen.
Frederik Sørensen startede sin karriere hos Lyngby, før han i 2010 skiftede til Juventus som 18-årig. I Juventus blev det til 19 førsteholdskampe, mens han også var forbi Bologna og Hellas Verona i Serie A, før turen gik til Köln.
I FC Köln har danskeren kun ét år tilbage af sin aftale.