Video : Tipsbladet
Serie A

Serie A-klub i dialog om Casper Tengstedt

Casper Tengstedt kan være på vej væk fra Benfica.

Casper Tengstedt var førsteangriber i Benfica i store perioder af sidste sæson og havde flere vigtige aktioner i både Champions League og den hjemlige række.

Men sådan bliver det nok ikke i den kommende sæson, for der er kommet en ny stjerneangriber til Lissabon.

Han hedder Vangelis Pavlidis og skal efter planen føre Roger Schmidts mandskab an, når Benfica om få dage sparker sæsonen i gang.

Portugiserne har derfor arbejdet på at skille sig af med Casper Tengstedt, og det italienske medie Sportitalia kan onsdag fortælle, at Benfica forhandler med Serie A-klubben Hellas Verona om den danske angriber. Det samme kan A Bola, og det stemmer i øvrigt overens med Tipsbladets oplysninger.

Benfica vil efter sigende gerne sælge Tengstedt, men med Hellas Verona forhandles der om en lejeaftale med en købsoption.

Den italienske klub sluttede i sidste sæson som nummer 13 i Serie A, men har denne sæson mistet offensive profiler som Tijjani Noslin og Thomas Henry. 

Det kan være et problem, Casper Tengstedt skal være med til at løse.