Genoa kæmper en brav kamp for at undgå nedrykning fra Serie A, og søndag aften fik danskerklubben en god mulighed for at rykke over nedrykningsstregen, da bundproppen SPAL kom på besøg.
Lasse Schöne var en del af hjemmeholdets startopstilling, mens Lukas Lerager og Peter Ankersen havde fundet vej til bænken.
Hverken Genoa eller SPAL væltede sig i chancer fra opgørets begyndelse, og det var således på kampens første større mulighed, at Goran Pandev efter 24 minutter kunne score på. Den rutinerede midtbanespiller passerede Karlo Letica med et tørt hug.
Læs også:Jens Stryger er klar til nyt eventyr
Iago Falqué kunne i det 37. minut have udbygget føringen, men spanieren misbrugte fra ellevemeterpletten.
2-0 blev det i stedet små ti minutter inde i anden halvleg, og her var Schöne manden bag målet. Danskeren tog sig af et frispark, og som han også har gjort det ad flere omgange i løbet af sin Ajax-tid, hamrede han kuglen i nettet.
Efter 74 minutter blev Lukas Lerager sendt på banen, og han var dermed med til at forsvare Genoa-føringen hjem i kampens sidste minutter.
Læs også:Tirsdagens rygtebørs: To Serie A-stoppere er på blokken i Manchester
Det sluttede nemlig med en 2-0-sejr og tre point til hjemmeholdet, som avancerer til 17. pladsen i Serie A. Genoa er to point foran Lecce under nedrykningsstregen inden deres udekamp mod Cagliari senere søndag.
SPAL ligger sidst i Serie A med 19 point.
Læs også:Schöne assisterede forgæves mod Napoli
Læs også:Avis: Schöne bliver i Genoa kontrakten ud
Læs også:Zlatan er usikker på AC Milan-fremtid