Hjemmebanen for Serie A–klubben Napoli, Stadio San Paolo, får i næste uge nyt navn. Her vil stadionet blive opkaldt efter klubbens tidligere storspiller Diego Maradona.
Det fortæller Napolis borgmester, Luigi De Magistris, til Radio Punto Nuovo ifølge Football Italia.
- I næste uge vil Stadio San Paolo officielt skifte navn og blive opkaldt efter Diego Maradona, siger borgmesteren.
Allerede kort efter Maradonas død i onsdags skrev borgmesteren på Twitter, at han ønskede et navneskift på stadionet, så stadionnavnet kunne være en hyldest til den argentinske fodboldkæmpe.
Klubbens ejer og præsident, Aurelio de Laurentiis, kaldte efterfølgende forslaget for en god idé.
Det vides ikke, hvordan det nye stadion præcis kommer til at lyde.
Diego Maradona spillede i Napoli i perioden 1984-1991. Han var med til at sikre klubben to italienske mesterskaber og en triumf i Uefa Cuppen.
Desuden vandt han VM–guld med Argentina i 1986.
Når der i weekenden spilles kampe i Serie A, vil den afdøde fodboldstjerne også blive mindet.
Under opvarmningen vil storskærmene vise en ikonisk Maradona–opvarmning fra 1989 til tonerne af "Live is life". Inden kampene vil der være et minuts stilhed, mens spillere og dommere er samlet i midtercirklen.
Alle hold vil spille med sørgebind, og i det 10. minut – symbol på Maradonas rygnummer – vil der være et foto op af argentineren på storskærmene.
/ritzau/