Video : Tipsbladet
Serie A

Juventus smider point i jagten på Milan i Serie A

For femte gang i ni kampe spillede Juventus lørdag uafgjort i Serie A, da mesterholdet mødte Benevento.

Juventus bliver ved med at smide point i jagten på klubbens tiende italienske mesterskab i træk.

Lørdag spillede de regerende mestre 1-1 på udebane mod Benevento i en kamp, hvor superstjernen Cristiano Ronaldo blev sparet.

I foreløbig ni kampe i Serie A er det blot blevet til fire sejre for Juventus-træner Andre Pirlos mandskab. De øvrige fem kampe er endt uafgjort. Holdet fra Torino har 17 point på ligaens femteplads – tre point fra førerholdet AC Milan, der endda har spillet en kamp færre.

Alvaro Morata bragte gæsterne foran efter 20 minutter, da spanieren med et velplaceret langskud gjorde det til 1-0.

I første halvlegs tillægstid fik Benevento fra midten af rækken udlignet til 1-1.

Sløset forsvarsspil betød, at bolden endte hos Gaetano Letizia, der med en helflugter sendte den i nettet ved den fjerne stolpe.

I Ronaldos fravær fik Paulo Dybala chancen i Juventus-offensiven, men argentineren var uskarp og missede flere muligheder.

Ikke nok med at Juventus måtte nøjes med uafgjort. Da kampen var blevet fløjtet af, blev Juventus-målscorer Morata udvist for at brokke sig til dommeren.

Tidligere på lørdagen fik Christian Eriksen de sidste seks minutter på banen, da Inter slog Sassuolo med 3-0 på udebane. Inter indtager andenpladsen – to point efter Simon Kjær og AC Milan, der søndag kan udbygge forspringet, når holdet tager imod Fiorentina.

/Ritzau/