Video : Tipsbladet
Serie A

Inter åbner 2021 med storsejr og Martinez-show

Det var en vaskeægte målfest, da Inter hjemme vandt 6-2 over Crotone i Serie A søndag eftermiddag.

Inters Lautaro Martinez var i hopla i søndagens sejr på 6-2 over Crotone, men det var faktisk gæsterne, som kom først på måltavlen.

Efter 12 minutters spil bragte Crotone sig højst overraskende i front på et mål af Niccolo Zanellato, hvorfor de fik en fremragende start.

Men bare otte minutter senere fik Inter udlignet. Lautaro Martinez bragte balance i regnskabet og fik sat en dæmper på gæsterne gode start.

Målene fortsatte med at komme i første halvleg. Første gjorde Inter det til 2-1 på et selvmål, inden Crotone fik udlignet på straffespark ti minutter før pausen.

Derfor gik begge mandskaber til pause ved stillingen 2-2 efter 45 hæsblæsende minutter.

Efter pausen skulle det vise sig at blive lige så hæsblæsende. Martinez gjorde det til 3-2 ti minutter inde i anden halvleg, og med en scoring af Romelu Lukaku kort tid efter hed det 4-2 i Milano.

Inter sad tungt på begivenhederne efter pausen, og det endte også med at blive til en storsejr. Martinez cemnterede en fremragende kamp ved at score et hattrick, inden Achraf Hakimi lukkede og slukkede med målet til 6-2.

Kampen sluttede også 6-2, og endnu gang var det uden spilletid til danske Christian Eriksen.

Med sejren ligger Inter på en øjeblikkelig førsteplads i Serie A med to point flere end AC Milan, der har spillet en kamp færre.