Den tidligere FC København-målmand Robin Olsen ser ud til at være på vej væk fra italienske Roma til portugisisk fodbold. Det lader nemlig til, at topklubben Benfica har snøren ude efter den svenske keeper.
Det skriver den portugisiske sportsavis A Bola.
I første omgang var Benfica ellers ude efter at få fat i Juventus' Mattia Perin, men da italieneren er blevet ramt af en skulderskade, så har man rettet blikket mod den italienske hovedstadsklub.
Her er Robin Olsen kommet i overskud efter bare ét år i klubben, hvor han havde svært ved at falde til i klubben og lavede sin andel af store fejl, som kostede mål. Siden blev han droppet fra startopstillingen.
Roma har da også hentet Pau Lopez til klubben, som må siges at være lidt af et vink med en vognstang til den tidligere FCK-målmand.
FC København solgte Robin Olsen for over 60 millioner kroner, og han har i den seneste tid også været sat i forbindelse med engelske Watford.