Juventus løb ind i pointtab af både den ene og den anden slags tirsdag.
På selve fodboldbanen endte Torino-mandskabet hjemme med at løbe ind i et yderst skuffende 0-3-nederlag til Fiorentina.
Derudover havde klubben forinden mistet tre point, som den ellers var blevet tildelt som følge af en aflyst kamp mellem Napoli og Juventus i oktober.
I stedet skal den kamp nu spilles på et andet tidspunkt. Det står klart, efter at Napoli tirsdag fik medhold i sin ankesag.
Juventus blev i tirsdagens nederlag til Fiorentina hæmmet af, at wingbacken Juan Cuadrado efter mindre end 20 minutters spil fik direkte rødt kort.
Inden da havde Dusan Vlahovic gjort det til 1-0 til gæsterne, og dermed skulle Juventus i undertal jagte et comeback. Det lykkedes ikke, og i stedet endte det både med at blive 2-0 og 3-0 i anden halvleg.
Dermed tabte de forsvarende mestre terræn i topstriden i Serie A.
Juventus er nu nummer fire i den bedste italienske række med 24 point. Holdet er gået fra 27 point til 24 point på grund af Napolis ankesag.
Ankesagen udspringer af, at Napoli for godt to en halv måned siden valgte at udeblive fra en udebanekamp mod Juventus 4. oktober.
Forinden havde det syditalienske mandskab af lokale myndigheder fået besked på ikke at forlade regionen for at undgå spredning af coronavirus.
To Napoli-spillere, Elif Elmas og Piotr Zielinski, var forud for opgøret blevet testet positive for coronavirus.
Det Italienske Fodboldforbund var dog ikke enig i, at beslutningen om ikke at dukke op til kampen var "et frivilligt valg". Det lød desuden, at holdet ikke gjorde nok for at respektere coronaprotokollerne.
Derfor blev Napoli taberdømt og desuden tildelt et minuspoint i straf.
Men tirsdag blev den afgørelse altså omstødt af den øverste sportsdomstol i Italien. Det oplyser Den Italienske Olympiske Komité på sin hjemmeside, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/